Alterbordet blev flyttet bort fra væggen i 1934 for at skaffe plads til et omklædningsrum.
Altertavlen er skænket til kirken af fru Karen Banner til Høgholt og hendes mand Gregers Ulftand, Gl. Estrup, i 1591. Den har i årene 1865-1962 været fjernet fra sin nuværende plads og erstattet af to andre alterbilleder, der nu hænger i skibet.
Alterstagerne er balusterformede.
Alterskranken er et smedejernsarbejde, der er blevet til på foranledning af Jesper Jespersøn til Høgholt, Nibstrup og Sejlstrupgaard i 1736. Det bærer i midterfeltet hans og hans to hustruers våbenskjold. Våbenskjoldene er fra venstre Karen Eilersdatter Holm, død 1707, Jesper Jespersen 1673-1746 og Johanne Lauridsdatter Kjærulf 1688-1771. Se gravstenogepitafier.dk
Alterskranken har været bronzeret. Men ved den store restaurering af kirken i 1962 har J.Th. Madsen afrenset den og fået de hisoriske våbenskjolde frem.
Der findes desuden en alterkalk og en malmlysekrone, som han også har skænket kirken, begge med hans våbenskjold.
Nadveren. Altertavlens fodstykke.
Til venstre våbenskjold for Ulfstand og Brok, til højfre for Banner og Rosenkrantz.
Billedet kan klikkes op i stort format.