Nis Gertsen fortæller, at sognet altid har været lille - både i areal og folketal. Det er afgrænset af moser og kær på de tre sider og af den store øde Skrolleshede mod vest.
Kirken er opført midt i 12. århundrede. Tårnet er derimod yngre. Årstallet 1868 på tårnets sydmur refererer til en skalmuring. Murene er på et tidspunkt sat om, hvilket er særlig tydeligt på nordsiden, hvor profilerede sokkelsten skifter med sten uden profil, ligesom mange mellemrum er fyldt ud med munkesten. Denne - kaotiske - omsætning af muren er formodentlig sket efter en brand i 1300-tallet. Mere om branden i forbindelse med døbefonten.
Kirkeklokken er fra 1567 og blev i 1946 suppleret med en ny klokke. Nis Gertsen:
Der havde længe været Tale om, at Klokken fra 1567 var for lille, og at der burde anskaffes en ny. Tanken blev virkeliggjort i 1946, da der ad privat Vej viste sig at være indsamlet ialt henimod halvfjerde Tusinde Kroner. Men man havde Pietetsfølelse nok til ikke at kassere den gamle. Den blev hængt om og forsynet med ny Knebel. Og nu hænger de to Klokker i Taarnet Side om Side. Ved Højtider, Begravelser og naar der om Søndagen ringes tredie Gang, klinger de smukt sammen. Den ny Klokke er leveret af De Smithske Støberier i Aalborg. Inskription: Jeg ringer ved Gry, jeg ringer ved Kvæld. Min Tunge forkynder Guds Naades Væld.