»... Øster Assels, Sejerslev, Ejerslev, Galtrup og Blidstrup (har) Fonte, der hæver sig højt over det vanlige Gennemsnit baade ved deres gode haandværksmæssige Udførelse og smukke Dekoration. Uden al Tvivl er de ikke alene udgaaet fra samme Værksted, men ogsaa fra samme Haand, og den Omstændighed, at de ikke som for Eksempel Tybofontene saa at sige er Kopier af hinanden, men trods alle Berøringspunkter alligevel baade varierede i Opbygning og Udsmykning, giver dem derfor en særlig Interesse som et nyt Eksempel paa, at de gamle Stenmester kunde have flere Strænge paa deres Bue.« M. Mackeprang: Danmarks middelalderlige Døbefonte, s. 183.
Døbefonten ligner fonten i Sennels. På kummen har den fire lodrette rundstave. De to har en ring på midten, mens de to andre er udformede som små mandslinge med strækt fremtrædende mave og med hænderne i siden. Fra rundstavene udgår bladranker fra oven. Forneden ses dyrehoveder med små ører, mandelformede øjne og lange snuder. Over hvert hoved er der en flad rundbue og mellem dem et hjerte. Under hovederne er der i højt relief en række små rundbuer med en paddehatlignende figur inden i. De små rundbuer og de paddehatlignende figurer er gentaget på den ene side af den pyramidestubformede fod. De tre andre sider har bladranker som kummen, men de ender i dyrehoveder.
Fadet er fra Nürnberg o. 1575. I bunden er en fremstilling af syndefaldet.