Kirkestolene har meget smukke renæssanceornamenter og er fra begyndelsen af 1600-tallet. Mandsstolene og kvindestolene er ikke helt ens. De må være lavet til forskellig tid, hvilket bekræftes af en vurderingsforretning, der er foretaget 11. juli 1635 over de nye kvindestole. Det bemærkes da, at karlestolene er rådne. Mændene har øjensynligt fået siddeplads adskillige år før kvinderne. Træværk rådner jo ikke op på et par dage.
En af stolene bærer årstallet 1638 og bogstaverne N.G.S.M. De øverste stole i hver side har en råt sammentømret bakke, øjensynligt ikke lavet af en fagmand eller af samme mand. De har været brugt til offerpenge antagelig til henholdsvis degnen i Vestre skole og skoleholderen i Østre skole, og hver har nok selv lavet sin bakke.
På Vendsyssel Historiske Museum i Hjørring findes et par smukt udskårne gitterdøre fra Ingstrup kirke, udskåret i samme stil som kirkestolene. Indtil 1905 sad de i en trævæg, der adskilte skib og tårnrum. Kirkebogen meddeler, at et af pastor Poulsens børn i 1753 "er hensat i den åbne begravelse", som må have været tårnrummet. Da dørene sammen med stolene stammer fra begyndelsen af 1600-tallet, er museumsinspektør Erik Skov fra Nationalmuseet tilbøjelig til at mene, at dørene fra først af har siddet som del af et forsvundet gitter mellem skib og kor.