Øverst på rammen står den opstandne med sejrsfane. Nedenunder sidder Gud Fader i skyen med jordkloden. Begge har højre hånd løftet velsignende.
Det øverste billede viser Abraham, der skal til at ofre Isak i det øjeblik, englen griber fat i slagtekniven.
Det midterste billede viser korslammet og en skare med palmegrene i hænderne forneden og foroven formentlig verdensdommen. Fire nodebøger er opslået. Det fremgår af de to midterste, at det er bas- og altstemmer.
På det nederste billede ses den døde med sine to koner og syv børn. Kun en datter har tilsyneladende overlevet dem. I midten hænger Kristus på korset med en knælende Maria foran, og i baggrunden ses Jerusalem.
Øverst på rammen den opstandne med sejrsfane.
Derunder en fremstilling af Syndefaldet med slangen og i højre side Kristus med en palmegren og i baggrunden Lammets blod.
Det næste billede forestiller en mand med rød hovedbeklædning og rejseudstyr sammen med en kvinde - sikkert Jesu samtale med den samaritanske kvinde ved Sykars brønd.
Det nederste billede har en fremstilling af Korsbæringen og den døde med sin familie. Billedet er signeret H.K. 1609.