Vrensted kirke er den ene af to danske kirker, der er indviet til Skt. Thøger. Den anden er den nu nedrevne sognekirke i Vestervig, der lå lige ved siden af Vestervig kirke.
Figuren af Skt. Thøger er udført af Gunnar Gade (død 1995). Den er skåret i eg hentet i Dronninglund Storskov. Initiativet til frembringelse af skulpturen blev taget af afdøde forfatter Knud Holst, som i sine senere år boede i Vrensted og kom meget hos Gunnar Gade. Gunnar Gade havde ikke selv noget direkte tilknytning til kirken, men hans far, Niels Christian Gade, var ringer og graver ved kirken i mange år indtil 1961. Gunnar Gade hjalp ofte sin far på kirkegården ved siden af sit faste arbejde, først som skomager og senere som specialarbejder på Pedershåb Makinfabrik i Brønderslev.