Altertavlen er fra 1450-1500. I midterskabet troner Gud Fader i midten. Der mangler sandsynligvis et kors med Kristus. Motivet er da Nådestolen. Hænderne er muligvis skåret i forbindelse med restaureringen 1935.
Gud Fader har Anna Selvtredje (med Maria og Jesus) på sin højre side (til venstre for beskueren) og Maria Magdalene på den anden side. Hun står med salvekrukken.
På fløjen mod nord ses en uidentificeret bispehelgen og Johannes Døber. Han peger på Lammet, der ligger på en bog.
På fløjen mod syd ses en helgeninde med en kirkemodel eller et kapel. Viggo Pedersen foreslår, at det kan være S. Barbara. Sidsel Plathe og Jens Bruun foreslår, at det er S. Gertrud (se www.altertavler.dk Der er ligeledes usikkerhed omkring den mandlige person til højre. Det kan være Johannes Evangelist (Viggo Petersen) eller S. Kjeld (Plathe/Bruun).
I predellaen Kristus i midten med jordkuglen flankeret af (sikkert) gammeltestamentlige profeter. De holder begge et skriftbånd, hvoraf deres identitet sikkert er fremgået. Predellaen bærer endvidere nadverens indstiftelsesord i en yngre bemaling.
Sidefløjene kan lukkes. Der er dog ingen spor af bemaling på fløjenes bagside.
I 1700-tallet blev altertavlen udstyret med et topstykke, men det blev fjernet igen i 1885.