De tre situationer i fortællingen om fristelsen i ørkenen er samlet i et billede. I forgrunden ses Jesus med glorie og en kappe, der går ned til hans bare fødder. Han peger med højre hånds pegefinger - vel for at vise djævlen væk. Djævlen står til højre med to krumme horn i panden. I venstre hånd (klo) holder han tre sten: Hvis du kan lave stenene om til brød… Flere steder på kroppen er der anbragt øjnepar. Hans penis har form af en spydspids, og på halen, der slår en krølle, hænger enten en kurv eller en hængelås. Det er ikke så let at afgøre. Fødderne er klør som på en rovfugl.
For oven til venstre ses Jesus og djævlen på templets tinde, og foroven til højre ses de oppe på bjerget, hvor djævelen peger alle verdens herligheder ud for Jesus og siger, at det skal blive hans, hvis bare han vil falde ned og tilbede djævlen. I baggrunden ses alle de byer og herligheder, som djævlen peger ud.