Prædikestolen er af Næssundtype og svarer til prædikestolen i Ovtrup kirke på Mors. Den er karakteristisk ved sine smalle fag. Hjørnesøjlerne har korintiske kapitæler, riflede søjleskafter, der ender i en skede af akantusblade. De svarer til søjlerne på altertavlen. Underbaldakinen er også meget lig den i Ovtrup. Stafferingen stammer fra 1711. Den blev fremdraget i 1923. Den er udført af Thøger Andersen Thrane og Anders Eskesen Gundal, der udover prædikestolen fik til opgave at staffere skriftestolen, degnestolen (den findes ikke mere) og låget over døbefonten (findes heller ikke mere).