Gudumholm er vokset op omkring en række små fabrikker, der var grundlagt i slutningen af 1700-tallet. Omkring 1900 blev der bygget jernbane og opført en station i Gudumholm. Dermed kom der en kraftig vækst i byen. Kirken er indviet den 19. december 1909 og opført for midler, der delvist var indsamlet i sognet.
Grunden til kirken og kirkegården blev skænket af grev Schimmelmand til Lindenborg. Kirkegården lå på den anden side af den daværende jernbane.
En ven af forpagter O.C. Brønnum skænkede en klokke. Den var støbt hos De Smithske i 1908. Den blev i 1978 ertattet af en ny klokke støbt af N.V. Eijsbouts.
Den nye klokke bærer det samme vers som den gamle:
Jeg kalder på gammel, jeg kalder på ung
forjættelsens fred jeg forkynder
for fattig, for rig, efter arbejdet tung,
min kalden din evighedslængsel fremskynder.