»Her liger begrafven erlic oc welbirdig mand Christophor Michelsen til Lundbech som døde aar 1582 oc hans kiere hustrue Dorete Jull som døde aar 15.. oc tov derris børn. Gud gieve dennem en glædelig opstandelse.«
Således står der på hængestykket under epitafiet. På rammen våbenskjold for deres aner.
På billedet knæler ægteparret hver side af Kristi kors. Mellem sig har de deres to børn. Korset står ikke som forventet på en klippe, men på et gulv belagt med marmorfliser. I baggrunden ses nogle antikke bygninger. I billedets højre side ses et højt kors med en slange. Det er kobberslangen, som der fortælles om i Mosebøgerne.
Chistophor Michelsens dødsår på epitafiet er forkert. Fra andre kilder vides det, at han døde i 1602 eller 1603.