Den romanske granitdøbefont - én af Vendsyssels smukkeste - blev ved kirkens indvielse ført fra Mårup kirke hertil. Mackeprang betragter ornamentikken som en slags udløber af en type døbefonte, hvor akantusblade og -træer er meget fremtrædende. »I sviklerne mellem kummens fire, svagt ophøjede, halvrunde felter er i helt fladt relief hugget symmetriske akantusblade, der udgår fra en fælles, foroven tvedelt stængel« (Mackeprang: Danmarks middelalderlige døbefonte, s. 154). En lignende font findes i Vester Torup, Hanherred.
Der findes et dåbsfad, der er fremstillet i Nürnberg omkring 1575. Motivet i bunden forestiller spejderne, der inden israelitternes indvandring i Kanaan vender tilbage fra deres rekognoscering i Det forjættede Land.