I 1640 overtog Knud Rodsten af Lengsholm kirken og den dertil hørende tiende, hvorefter han gennemførte en omfattende restaurering og istandsættelse, som kirken stadig bærer præg af.
Kirken hørte under Lengsholm, indtil den i 1820'erne blev solgt til de omkringliggende fæstegårde.
I 1895 gennemgik kirken endnu en stor istandsættelse, hvorunder syd- og østmur blev helt ombygget. Inde i kirken blev der opsat nyt bjælkeloft.
Den seneste restaurering er udført 2006-07, hvorunder der blandt andet blev lagt nyt tag.
I klokkestablen hænger en klokke fra 1581. Den er støbt af klokkestøber Petrus Laurentius og bærer hans støbermærke. Den har indskriften: »Surgite martin et benete ad vidicium 1581« - på dansk: Rejs jer, I døde, og kom til dommen.
Ved siden af hænger en klokke fra 1964, som er støbt af Gebr. Rincker. Den er skænket af Lendum Spare- og Lånekasse.