Alterbordet dækkes af et panel fra slutningen af 1600-tallet. De malede mønstre i felterne efterligner intarsia (indlagt træ).
Alterstagerne er fra o. 1600 og skænket af præsten Jens Mørk og hustru Sophie Nielsdatter.
Tæppet foran alterbordet er syet af Anna Olsen, Skæve, og materialerne er indkøbt for penge, der er skænket til formålet.
Præstestolen - eller degnestolen - blev restaureret i 1959-60 af kirkemaler Johs. Th. Madsen, Aalborg, der samtidig havde fået til opgave at male altertavlen. Under fem lag maling fandt han frem til den oprindelige bemaling, som han fremdrog igen.
Der findes en alterkalk med tilhørende disk fra 1568. Den er skænket af Axel Juel til Willestrup og hustru Kierstine Lunge. Alterkalken bærer under foden indskriften: »Axel Jwel til Willestrvp loed meg giøre till hemelske rige will Gwd meg hannvm føre Anno 1568.«