Dommedag er et udbredt motiv i Sæbyværkstedet – se en udførlig beskrivelse af et traditionelt dommedagsmotiv i Vrå kirke. Her er der imidlertid ikke meget andet at se end det nederste af regnbuen, som Frelseren sidder på som trone, og til højre derfor ses nogle aftegninger, som måske er noget af de fortabte. Men Apostlene i hvælvet hører med til dommedagsbilledet.
På det første billede (nord for midterribben) af Kristi lidelsesredskaber – Arma Christi – ses en stor engel, der fremviser den marterpæl, der blev brugt til at torturen. I venstre hånd holder han riset, der blev brugt til at piske Kristus med. – Forneden til venstre ses en basunblæsende engel – et traditionelt træk ved dommedagsmotivet.
På det andet billede af Kristi lidelsesredskaber (syd for midterribben) bærer englen Kristi kors. På den ene korsarm hænger Kristi kjortel og på den anden tornekronen. I højre hånd holder englen tre nagler.
Under det udviskede dommedagsbillede, men over draperiet, der afslutter Sæbyværkstedets udsmykning, ses en inskription, der har gået tværs over hele væggen. Kun det midterste kan læses. I begyndelsen af linjen har stifterens navn sikkert været nævnt, og man formoder, at der har været en dato til sidst. Kun det midterste kan læses. I moderne retskrivning står der: “Ny Varberg udi Halland år efter Guds byrd tusinde fem hundrede på det syvende” – altså år 1507 efter Herrens fødsel.
1507 har sikkert været det år, udsmykningen er udført.
Henvisningen til Varberg er gådefuld – og interessant. Måske stammer stifteren derfra. Da hans navn ikke kendes, kan man kun gætte om det. Men 10-12 km øst for Varberg ligger Rolfstorp kirke, der har bevaret et større fragment af en udsmykning af Sæbyværkstedet. Endvidere har et af landets 8 karmeliterklostre ligget i Varberg og et andet i Sæby. Det antyder, at Sæbyværkstedet kan have haft en særlig forbindelse til lige netop den klosterorden. Endelig er der fundet adskillige mursten med kalkrester fra det nedrevne kloster i Varberg, men det har desværre ikke været muligt at danne sig noget indtryk af, om der har været tale om ornamentik eller figurativt maleri.
Kilde: Louise Lillie: Rolfstorp og Sæbyværkstedet, i: Den iconographiske Post, 1993/4.