Det romanske alterbord er ombygget og forhøjet ved restaureringen 1902-03. Kvaderstenen midtfor med arkadebue stammer fra denne ombygning. Buen svarer til dem, der findes på apsis.
Alterstagerne af messing er fra 1861. Under foden står der: »Forfærdiget af Jens Jørgensen i Nyekjøbing paa Morsøe 1861.«
Af regnskabet 1711 fremgår det, at den daværende altertavle blev repareret, fordi den var brøstfældig af ælde og var gået helt fra hinanden. To nye piller blev drejet. Den blev ved samme lejlighed stafferet af Rasmus Thrane. Denne altertavle findes ikke mere.
Krucifixet er skåret i eg med de sengotiske krucifixer som forbillede.
Præstestolen er fra restaureringen 1902-03.