M. Mackeprang skriver i Danmarks middelalderlige Døbefonte, Kbh. 1941, s. 183:
»...Øster Assels, Sejerslev, Ejerslev, Galtrup og Blidstrup Fonte (...) hæver sig højt over det vanlige Gennemsnit baade ved deres gode haandværksmæssige Udførelse og smukke Dekoration. Uden al Tvivl er de ikke alene udgaaet fra samme Værksted, men ogsaa fra samme Haand, og den Omstændighed, at de ikke som for Eksempel Tybofontene saa at sige er Kopier af hinanden, men trods alle Berøringspunkter alligevel baade varierede i Opbygning og Udsmykning, giver dem derfor en særlig Interesse som et nyt Eksempel paa, at de gamle Stenmestre kunde have flere Strænge paa deres Bue. Fælles er ganske vist Foden, hvis Grundform er en højere eller lavere Pyramidestub... Forskellig er derimod Kummen. Paa de tre første af de live nævnte Fonte er den en næsten halvkugleformet Kedel... Paa Øster Assels og Sejerslevfontene er Siderne næsten lodrette, forneden indadstraanende, og mellem Kumme og Fod er indskudt et diminutivt Skaft. (...) Forskellig er ogsaa Udsmykningen, omend det er de samme Motiver, en i Relief hugget Rundbuefrise og en Bladranke, der hver for sig eller i Fællesskab er anvendt på alle fem Fonte. Ikke mindst Ranken viser dog den fælles Oprindelse. Den har nemlig overalt nøjagtig samme udformning med tredelte Smaablade, hvoraf det inderste ender i en Spiral, medens det midterste er skrumpet ind til en lille Knop, svarende til den der er anbragt i Sammenstødet mellem Blad og Stængel. Næsten ens, med Bladranken over Rundbuefrisen er de to hver i sin Ende af Øen hjemmehørende Fonte i Sejerslev og Øster Assels, der blot afviger fra hinanden ved, at den sidstes Bueslag har en Fals, et Træk der genfindes paa den pyntelige Font i Ejerslev, som mangler Bladranken.«
Der findes et dåbsfad fra o. 1575 fra Nürnberg. I bunden er der et relief, der forestiller den tyske rigsørn og det habsburgske våben. Fadet bærer en indskrift: »Got sei mit uns« En dåbskande af tin er af nyere dato.