Altertavlen er fra o. 1600 og minder om altertavlen i Visby kirke. Malerierne er udført af Sven Havsteen-Mikkelsen i 1981.
Tidligere havde altertavlen billeder fra o. 1850 med et krucifix i hovedfeltet og i sidefelterne Jomfru Maria og Matthæus. Disse motiver var frit gengivet efter Rafael og Thorvaldsen. I topfeltet var der en svævende engel med en alterkalk. I 1814 lod præsten opsætte et lille krucifix, som han ejede. Altertavlen var da overstrøget med sort, så den »snarere lignede en Skrivetavle«. Selve alteret var malet »med alle mulige Farver, saa at det ikke er uligt et af de Fastelavnsris, man udpynter for at fornøje Børnene« (Danmarks Kirker, s. 680).