x
Historie
-
I det 16. og 17. århundrede var Løkken en betydelig handelsby, som levede af skudehandlen med Norge. I slutningen af 1800-tallet afløstes denne handel af fiskeriet. Folketallet voksede kraftigt, og ønsket om en egen kirke opstod, da sognets kirke, Furreby, ligger langt udenfor byen.
-
Kirken er tegnet af arkitekt Axel Møller (1862-1943). Den blev indviet den 18. december 1898. Den er opført i nygotisk stil med spidsbuede vinduer og en tandsnitfrise foroven. Den er bygget i røde mursten med granitsokkel. Taget er af naturskifer. Kirkeskibet består af tre fag med kor mod øst og tårn mod vest. Det firkantede kor har to små sidebygninger under samme tag, hvoraf det nordlige, som oprindelig har tjent som fyrrum nu er redskabsrum, og det sydlige er sakristi. Indgangen til våbenhus er forneden i tårnet. Oprindelig var indgangsdøren i vest, men blev ved en restaurering i 1961 flyttet om til sydsiden og der blev indsat vinduesruder i den tidligere døråbning. Samtidig blev den oprindelige lille tårnbygning mod syd erstattet af den nuværende, firkantede forlængelse af kirkeskibet.
-
Den ene klokke stammer fra kirkens opførelse i 1898. Den er støbt af B. Løw & Søn. Den anden er støbt i 1945 i Brønderslev.
-
Det store anker foran kirken minder om byens nære tilknytning til havet.
-
Sognegården, der er bygget sammen med kirken, er opført i 2012. Arkitekt Jørgen Ussing har tegnet sognegården.