Johannes Evangelist
Johannes er den eneste af alle apostle, der afbildes som ung og skægløs, og som den eneste blev han meget gammel – 99 år – og blev ikke dræbt som martyr.
Legenden fortæller, at han blev sænket i gloende olie i et ølkar, men slap uskadt op af det. Men Johannes ville ikke opgive at prædike trods sådanne pinsler. Kejseren bestemte da, at han skulle isoleres på øen Patmos. Meningen var, at han skulle sulte ihjel. Men Johannes gav sig til at skrive sin Apokalypse – Johannes’ Åbenbaring. Senere blev Johannes hentet til Efesos, hvor der skete mange underfulde begivenheder. Det skabte også modstand og vrede. En afgudspræst i Efesos forlangte, at han skulle gøre et tegn, hvorpå man gav Johannes et giftbæger, som han skulle tømme. Men der sket ham ikke noget. Han døde som nævnt en naturlig død som meget gammel.
Johannes kendes på giftbægeret. Ofte ses der også en lille slange krybe op af bægeret, men altså ikke her.
Birgitta af Vadstena
Det er ikke helt sikkert, hvem den kvindelige helgen på billedet forestiller. Der er dog grund til at antage, at det er Birgitta af Vadstena. Glorien fortæller, at der er tale om en hellig person. Tørklædet, som gifte kvinder bar i middelalderen, passer på Birgitta, der netop var gift. Bogen, hun står med, er mere ubestemmelig, da mange hellige personer ses med en bog.
Birgitta 1303-73 stammede fra en fornem svensk familie. Efter 20 års ægteskab, hvor hun fik otte børn, blev hun enke og rejste til Rom, hvor hun levede resten af sit liv med undtagelse af en pilgrimsrejse, hun foretog til Det hellige Land. Hun havde en række visioner, som hun skrev ned. I disse visioner taler Kristus til hende som sin brud, mens Maria taler til hende som en vendinde.
I en af sine visioner ser hun en benediktiner vandre op ad en stige til himlen for at få Kristus til at afsløre gåden om det ondes problem.
Den kendteste vision er dog en, hun har i Det hellige Land, hvor hun ser Jesu fødsel for sig. Hvad der sket, beskriver hun således: »Da sagde jomfru Maria: Vær velkommen min herre og min Gud og min kære søn. Barnet begyndte lidt at græde og skjalv af den kulde som kom fra gulvet. Da bøjede moderen sig ned og tog barnet op til sig med stor glæde og ydmyghed og lagde det til sit bryst og varmede det og satte sig ned og tog et linned klæde og lagde om barnet, og så svøbte hun det uldne udenom.«
Denne vision udmønter sig i billedkunsten, hvor man ser Maria knæle for det nyfødte barn, der ligger foran hende i en strålekrans. Maria har taget sine sko af ligesom Moses og har udslået hår som jomfruer. Et eksempel herpå findes f.eks. i et kalkmaleri i Sulsted kirke.
Birgitta stiftede den såkaldte birgittinerorden med moderkloster i Vadstena. Dronning Margrethe I, der var opdraget af en af Birgittas døtre, arbejdede ivrigt for at få ordenen til Danmark, og der blev grundlagt to klostre i henholdsvis Maribo og Mariager.
Antonius
Antonius er en eneboer fra 300-tallet. Han gav alt, hvad han ejede til de fattige, og flyttede ud i ørkenen for at efterfølge Kristus. Han førte årelange kampe med en mængde dæmoner, der udsatte ham for mange pinsler, men overvandt dem til sidst. Han fik mange elever, der kom for at lære af ham, og mange kom for at spørge ham til råds eller for at blive helbredt for deres sygdomme.
Antonius er især blevet husket for sin kamp med dæmonerne. Han led af en mængde sår. I den sidste og afgørende kamp viste dæmonerne sig for ham i al deres uhygge og rev i ham med horn og tænder og kløer. Men pludselig kom der et lysskær, hvorved alle djævlene flygtede. Antonius blev rask og forstod, at Kristus var til stede. Da sagde han: »Hvor var du, gode Jesus, hvor var du? Hvorfor var du her ikke fra begyndelsen for at hjælpe mig og læge mine sår?« – Kristus svarede: »Jeg var her, Antonius, men jeg ventede for at se dig kæmpe, og nu da du har kæmpet med kraft, vil jeg gøre dit navn berømt i hele verden.«
Da Antonius døde, blev han begravet et hemmeligt sted af de munke, der var hos ham. Selvom ingen kendte stedet, var der alligevel flere kirker, der hævdede at have relikvier af ham. Det gjorde man også i Dauphiné, hvor der i 1095 blev oprettet en munkeorden, der bar hans navn, Antonitterne. De drev hospitaler og herberger. I Danmark blev der oprettet Antonitterklostre i Præstø og i Mårkær, Sydslesvig. I en Antonius-bøn hedder det: »Lad den onde ild slukkes og giv syge lemmer lise.«
Antonius afbildes som en gammel mand med en T-formet støttestav. T-et symboliserer korset. Endvidere ses han med et svin og en klokke. Klokken blev brugt, når antonitterne samlede penge ind. De havde endvidere en særlig ret til at holde svin og lade dem gå frit rundt i landsbyerne og søge føde. – I nutiden har slagtermestrene taget Antonius-svinet til sig og bruger det som et kvalitetsmærke.
Frans af Assisi
Frans af Assisi, 1182-1226, stiftede den ene af middelalderens to store tiggermunkeordener, Franciskanerordenen eller Gråbrødrene, som de kaldtes efter deres påklædning. De slog sig ned i byerne og levede et udadvendt liv med forkyndelse og fattighjælp i modsætning til andre ordener, der dyrkede et mere indadvendt trosliv. I Danmark blev der grundlagt 26 franciskanerklostre. På den baggrund er det mærkeligt, at der kun findes få afbildninger af ham i kalkmalerierne. Udover Nibe ses Frans kun i to kirker. I Birkerød kirke ses han på linje med Domenicus, stifter af den anden store tiggermunkeorden, som biperson ved Marias himmelkroning. Og i Skive kirke, der har et kæmpe persongalleri af hellige personer, ses han i en kolbeblomst – også ved siden af Domenicus.
Frans levede et intenst liv med bønner, så intenst, at han blev stigmatiseret – fik sår som Kristus ved korsfæstelsen. Han holdt det hemmeligt, og det blev først kendt efter hans død. På billedet, der desværre er lidt slidt, ses den centrale begivenhed: Frans, der ser op mod korset, der har vinger. De rødlige streger hentyder til stigmatiseringen og går fra Kristi sårmærker til Frans’ hænder og fødder.
På de omtalte kalkmalerier i Birkerød og Skive ses hans stigmata også.
Dorothea
Dorothea er en afholdt helgeninde, der ses på mange kalkmalerier i danske kirker. Med stort mod kæmpede hun for sin tro og sin kyskhed. Men til sidst måtte hun dø for sværdet.
I retten fik hun lov at forsvare sig, og hun talte om Kristus som sin brudgom. I hans have ville hun plukke æbler og roser og fryde sig til evig tid. På vej ud mod rettergangsstedet spottede en sagfører, der hed Teofilus, hende og sagde: »Send mig nogle æbler og roser fra din brudgoms have!«
Dorothea svarede: »Det skal jeg!«
Da de kom ud til retterstedet, kom der en lille dreng med en kurv med æbler og roser, og Dorothea sendte ham over til Teofilus. Hun bad så sin sidste bøn og blev halshugget.
Teofilus så roserne og æblerne, og da forstod han, at Kristus er Guds Søn. Det var trods alt kun den 6. februar! Det førte til, at også han blev forhørt og pint og halshugget.
Ursula
Det store velbevarede billede af Ursula findes på sydvæggen.
Legenden om Ursula har en lang og farverig tilblivelseshistorie. Derfor findes den også i flere versioner. Sin endelige form har den fundet hos Jacobus de Voragine, der samlede alle kendte legender i Legenda Aurea – Den gyldne Legende, som blev det mest betydningsfulde værk af sin art i middelalderen.
Jocobus fortæller, at Ursula var en kongedatter fra Bretagne. Hun var så from og så smuk, at der gik ry om hende vidt omkring. I England hørte en hedensk kongesøn også om hende. Han sendte bud og lod dem bejle til hende på sine vegne. Ursulas far var ikke meget for at give sin datter til en hedensk mand. Men Ursula så en mulighed i at få kristendommen til England ved et giftermål. Hun sagde ja, men betingede sig tre års ventetid. I den tid skulle kongesønnen modtage undervisning i kristendom og lade sig døbe. Imens ville hun drag på valfart til Rom med et følge af jomfruer. De begav sig på den lange rejse østpå fra Bretagne, op ad Rhinen over Køln og videre til Basel, hvorfra de vandrede til fods til Rom. Undervejs sluttede flere jomfruer sig til, og til sidst var de 11.000. Paven tog vel imod dem. Han var en slægtning af Ursulas mor. De jomfruer i følget, der endnu ikke var døbt, blev det i Rom. Nogle hedenske fyrster, hvis område de skulle passere på vejen tilbage, frygtede kristendommen, og at den skulle spredes blandt befolkningen, når de mødte denne store begejstrede skare. De fik hunnerne til at lægge sig i baghold og dræbe dem alle sammen. Det skete ved Køln. Hunnernes anfører blev dog så betaget af Ursula, at han tilbød hende ægteskab. Hun afslog dog, og han dræbte hende med en pil – jvf. billedet.
Efter så mange dræbte blev der mange relikvier. I Roskilde domkirke havde man to hoveder af de 11.000 jomfruer. Kølns store gotiske domkirke er indviet til Ursula.
Barbara og Catharina
Billedet er temmelig medtaget af nedsivende vand. Til venstre ses en kvindelig helgen stående med noget, der ligner et tårn. Det er Barbara. Hun var en from og smuk jomfru, men hendes hedenske far lukkede hende inde i et tårn for, at hun skulle tilbede afguderne. Men hun lod sig i stedet døbe. Faderen ville da have, at hun skulle giftes, men hun ville ikke vide af anden mand end sin himmelske brudgom, Kristus. Da faderen hørte det, blev han så vred, at han ville slå hende ihjel. Hun reddede sig fra ham på underfuld vis, men blev fanget, pint og halshugget. Faderen førte selv sværdet. Men han blev ramt af et lyn, og der var ikke en knogle tilbage af ham.
I billedets højre side, som er endnu mere udvisket, ses en person med et sværd. Det er blevet tolket som Catharina. Hun var også en vis og from og smuk ung kvinde, der ikke ville afsværge sin kristne tro. Kejseren hidkaldte landets 50 klogeste og mest veltalende mænd, der fik til opgave at tale hende bort fra den kristne tro. Men i kraft af sin visdom fik hun dem alle omvendt til at tro på Kristus. Kejseren blev da så vred, at han halshuggede dem alle sammen og kastede Catharina i fængsel. Efter underfulde begivenheder i fængslet blev hun henrettet. Hjul med påmonterede knive skulle flænse hende op, men de brød i stedet i brand. Først da bødlen tog sværdet, døde hun.
Smørkerne
En kvinde arbejder med at kærne smør. Til højre for smørkærnen ses noget rødt. Det er en djævel, der hjælper hende med arbejdet, hvorved det bliver forgøglet.
Motivet er udbredt i sjællandske kirker, men ses sjældent i Jylland.
Den egentlige betydning af det er uklar, hvorfor man kan finde forskellige tolkninger i litteraturen.