»Christen Speitzer Follerup, fød på Asdal den 17. december 1762, død sammested den 20. februar 1789 helliges dette af hans forældre, Anders Follerup og Maria Bolette Speitzer. Marmoret kan ikke forevige hans navn, men hans hjerte, som var åbent for en hver følelse, der adler mennesket, hans lyse ånd, som skarpt overskuede kundskabens vide omkreds, hans flid i sin tjeneste som forvalter ved grevskabet vil aldrig glemmes af de, som elskede ham, det er af de, som kendte ham.«
Ophængt i skibet på nordvæggen vest for indgangen.
»Her under hviler (Anders Follerup), fød den 20. september 1716, indtrådt i ægteforening den 27. september 1760 med den dydædle jomfrue Maria Bolette Speitzer. De blev velsignede med tvende børn, en datter den 29. januar 1761, Anna Margareta, og en søn den 17. december 1762, Christian Speitzer. Fuldendte som forvalter og forpagter paa Asdahl i en række af 35 aar den blandt retskafne mennesker mest hædrende løbebane den 28. juni 1792 i sit alders 76 aar 10 maaneder og 8 dage til de efterladtes vedvarende klage og hans uoprettelige savn. Hans dyder var for store at nævnes for almindelig roes. De skal giemmes med hans muld under dette minde og i hans efterlevendes hierter for hisset at krones med evige laurber. Strøe blomster paa hans grav du ædle som adles uden navn og staun og du høybaarne og høyædle kiend ædel værd udi hans gavn at gavne staten ven og frende er ædel borgers største navn hvem kan i Follerups miskiende slig dåd den dyd hans værd og savn.«
»Her under hviler den ædle og højfornemme mand, salig forvalter og forpagter til Asdal, Hans Peter Holst, som var født i Holsten anno 1626, død oktober 1682 på Asdal, hvor han havde været forvalter og forpagter mere end 30 år, så vel som den salige mands svigerfader, den højagtbare og nu salige Jørgen Salmons Hald tillige med sin datter tre børn, Friderich Hans, Cathrine Hansdatter og Hans. De ben, som denne sten i fred og ære dækker, det jord Guds kraftis ord på dommens dag opvækker. De ben, det jord er hans, som vandred' her med Gud. De ben, det jord er hans, som salig gik hen ud. I Sønder Holstens land der fik han liv og lære. I Nørre jyders land her fik han sted og ære. Se dyders kontrafej, se godheds rette spejl. Det han med mere var, sin ven han ej slog fejl. Spørg Haven Hammelmoes, spørg Asdal Ormhelt og andre, som ham kendte. Ej nogen nægter det, mens alle vidner bær', at Holst dog manden er, hvis død begræder hver. Omkost os ej vort hvilested, fordi vi ere døde, men lad os sove her med fred til vi vore Jesum møde.«
Stenen ligger i midtergangen umiddelbart foran koret.