Marias barndomshistorie fortsætter fra koret.
Herover: Øst-kappe: Anna og Joachim mødes i et kys i den gyldne port.
Anna faldt Joachim om halsen, da de mødtes i den gyldne port. Hun takkede Gud og sagde: »Jeg var enke, og se, jeg er det alligevel ikke. Jeg var ufrugtbar, og se, jeg har undfanget.«
Legenda Aurea skriver herom – citeret fra Karen Sorgenfrey: Marias tempelgang. Danske Kalkmalerier. Sengotik 1500-1536. Nationalmuseet 1992. Side 159:
»Så blev Anna da frugtsommelig og fødte en datter og gav hende navnet Maria. Da pigen tre år gammel var blevet vænnet fra, førte de hende til Herrens tempel sammen med de offergaver, som de frembar. Nu var der op til templet 15 trappetrin, og de stillede pigen på det nederste trin, og hun gik uden nogen hjælp op ad disse trappetrin, som var hun allerede nået til moden alder. Efter at have frembåret deres offer, efterlod forældrene deres datter i templet sammen med de øvrige jomfruer.«
Som 14-årig havde Maria lovet Gud, at hun ville forblive jomfru. Det blev derfor besluttet, at man ville spørge Gud, hvem der skulle have den betroede opgave at passe på hende. Loddet faldt på Juda stamme, og alle ugifte mænd blev bedt om at komme med en stok. Josef, der var en gammel mand, kom også med en stok ligesom de unge mænd. Alle stokkene blev nu lagt ind i det allerhelligste til næste dag. Da de hentede stokkene, fløj der en due ud fra spidsen af Josefs stok som tegn på, at han skulle betroes opgaven. Duen »var hvidere end sne, og så overvældende skøn«. Josef vægrede sig: »Jeg er en gammel mand, jeg har tilmed sønner, hvorfor overgiver I dette barn til mig, som endog er yngre end mine børnebørn?«
Der har ligesom i koret været 2 svikkelfigurer i hver kappe, altså 8 i alt, men nogle af dem er hårdt medtaget af tidens tand. Ligesom i de tilsvarende billeder i koret vokser kolbeblomsten ofte ud af munden på en vrængemaske.
På gjordbuen mellem koret og skibets 1. fag ses Skt. Martin, der blev kendt, fordi han på en kold dag delte sin kappe med en fattig tigger.
Sydkappe: Anna i barselsseng med barnet i armene. En tjenestepige rækker hende en kande. I den anden hånd bærer hun en tallerken. Joachim ses i forgrunden.
Vestkappe: Marias tempelgang. Anna ses længst til højre. Foran hende står Joakim med slagtofrene i en kurv. Den 3-årige Maria står foran trappen med de 15 trin, og inde i templet ses de mange jomfruer, der bor derinde. - Nedenunder ses to munke. Den ene trækker i et (klokke)reb.
En biskop vier Maria og Josef. Duen sidder på en gren over Marias hoved, mens stokken har fået friske blade.