Kalkmalerier: Skt. Jørgen

• 

  Sebberværkstedet: Skt. Jørgen og Dragen og Skt. Jørgens martyrium

  Sebberværkstedets udsmykning omfatter en lang og unik fremstilling af Skt. Jørgens martyrium samt en række hellige personer.

  Tekniske undersøgelser har afsløret, at Sæbyværkstedets udsmykning er malet først, idet Sebberværkstedets malebund flere steder dækker lidt af det draperi, der afslutter Sæbyværkstedets udsmykning forneden.

  Sebberværkstedets stil er meget sirlig. Maleren har arbejdet på baggrund af en underliggende tegning, som kan spores visse steder i det store centrale Skt. Jørgens-billede.

  Billedet af Skt. Jørgen og dragen er stort og meget velbevaret. Det er placeret midt for på sydvæggen. Umiddelbart til højre på både syd- og vestvæg findes en billedserie på 12 billeder fra legenden om Skt. Jørgen.

  Legenden om Skt. Jørgen – eller Skt. Georg, der slår dragen ihjel, har i lighed med mange andre en lang tilblivelseshistorie. Alle varianter kan dog føres tilbage til en legende fra 400-tallet. Den var meget afholdt i østkirken, og først med korstogene kom den til vestkirken, hvor den fik stor udbredelse.

  Ifølge den gængse version (Jacobus: Legenda Aurea) af legenden var byen Silene i Kappadokien, Lilleasien, belejret af en uhyggelig drage. Den boede ved en sø udenfor byen. Dens dårlige ånde, som den pustede ind over byen, var så giftig, at folk døde af det. For at undgå det, fik den hver dag to får. Men efterhånden var der næsten ikke flere får tilbage. For at stille dragen tilfreds, besluttede man at give den et menneske og et får i stedet for. Hvem det skulle være, blev besluttet ved lodtrækning. En dag traf det sig sådan, at loddet faldt på kongens datter. Kongen, der blev meget ulykkelig over at skulle miste sin eneste datter, prøvede at undslå sig. Men folk i byen blev vrede. De gik op til kongeslottet og sagde: »Når det gælder for os, så må det også gælde for dig!« Så måtte kongen bøje sig. »Giv mig tre dage, så jeg kan tage afsked med min datter,« bad han folkeskaren, og det gik de med til. Da tiden var inde, tog kongedatteren afsked med sine forældre og gik ned til søen for at vente på dragen. Mens hun stod der, kom der en fremmed mand, Jørgen, ridende forbi. »Mit barn, hvorfor står du dog der og græder?« spurgte han. »Skynd dig væk, at du ikke skal lide samme skæbne som mig,« sagde hun og fortalte ham hele historien om dragen og lodtrækningen. Da dukkede dragen op, og Jørgen gjorde korsets tegn og steg til hest og gennemborede dragen med sin lanse.

  Det er den centrale del af legenden, som ses på billedet herover, og som normalt fremstilles. Kongedatteren ses til venstre for hestens hale helt op ad billedkanten. Jørgen er ridderligt klædt, og hesten bærer det fornemste seletøj. Man ser ham – roligt og næsten uden dramatik – stikke lansen i dragens gab. Oppe på kongeslottet lige over porten ses kongen og dronningen bekymret iagttage begivenhederne på sikker afstand.

  Legenden fortsætter med, at Jørgen tog ind i byen, hvor han blev modtaget som en helt. Alle lod sig omvende til kristendommen, og kongen byggede en kirke. Men der var i de år mange forfølgelser af kristne. Jørgen blev også forfulgt, og den lange og usædvanlige billedserie (12 billeder) fortæller om hans pinefulde martyrium.

  Motivet af Skt. Jørgen, der slår dragen ihjel, er særdeles udbredt som kalkmaleri. En optælling viser 50 danske forekomster inklusive det Danmark, der lå øst for Øresund. I Aalborg Stift forekommer motivet dog kun i Vadum og Nørre Tranders udover Nibe. Til gengæld forekommer Skt. Jørgens martyrium kun i Broager og Fakse. De to billeder, hvor Skt. Jørgen hænger over stangen med tunge sten bundet til arme og ben, og billedet, hvor hans krop males til støv, er enestående i europæisk kunst.

  En berømt udgave af Skt. Jørgen, der dræber dragen, findes i Stockholms domkirke, Storkyrkan. Det er Bernt Notkes monumentale træskulptur fra 1489 til minde om slaget ved Brunkebjerg 1471. Det er politisk kunst, idet dragen symboliserer Danmark.

  Kilde: Kurt Nielsen og Søren Skovfo: Nibe kirke. Dens bygning, udsmykning og mennesker. Nibe 1995, s. 22-26.

• Skt. Jørgens nøgne krop rager op gennem et firkantet hul i oksens ryg. Under oksen ligger to bøddelknægte, der ondskabsfuldt puster til ilden med en blæsebælg og vifte. Foran oksen står den onde kejser, Dacians med krone og scepter.
• Skt. Jørgen hænger over en træstamme, som bæres af to kløftede grene. Hans pinsler forstærkes af, at to store runde sten bundet til arme og ben tynger ham. En fangevogter spotter ham ved at trække mundvigene til side og række tunge.
• Liggende og kun iført et lændeklæde bliver Skt. Jørgen sønderrrevet af en bøddelknægt med et torturredskab, som ligner en rive. Bag helgenen står en anden bøddelknægt, der enten gnider salt i såret eller svider ham med en fakkel. Om det er det ene eller det andet, kan på grund af skade i billedet ikke afgøres.
• To bøddelknægte er i færd med at save ham igennem på langs. De benytter en langsav, som skal betjenes af to mand.
• Helgenen ses foran en søjle med hænderne bagbundet. Han står roligt, mens to bøddelknægte pisker løs på ham med ris. Han hudflettes, dvs. han mister huden.
• En bøddelknægt med hævet økse er i gang med at hugge Skt. Jørgen i småstykker. Midt i billedet maler en anden bøddelknægt småstykkerne til støv med en drejekværn. Formålet med at pulverisere hans legeme var at hindre de kristne i at skaffe relikvier af ham.
• Skt. Jørgens hoved med glorie rager op af en spigertønde. De sorte prikker på tønden angiver, hvor spigrene er hamret ind. En bøddelknægt er i gang med at rulle spigertønden ned ad en lille bakke. I følge den skrevne legende blev Skt. Jørgen ikke pint i en tønde, men i en bronzeokse, der indvendig var foret med skarpe genstande. En stor tønde til transport hed før i tiden et oksehoved. Gennem mundlig overlevering er oksen blevet til en tønde, et såkaldt oksehoved.
• Midt i billedet knæler Skt Jørgen på skrømt i bøn til afguden Apollo på søjlen foran ham. I virkeligheden beder han til den korsfæstede Kristus, der er vist på en høj bag afguden. Bag Skt. Jørgen står kejseren med scepter og klædt i rød kåbe og en tjener, der har opdaget, hvem han i virkeligheden bønfalder. Tjeneren peger på den korsfæstede Kristus i baggrunden for at gøre kejseren opmærksom på, hvad der foregår. Apollo er blevet til en lille vanskabning, der styrtes i helvede.
• I billedets venstre side ses Skt. Jørgen bag noget, der kunne være et alter med nicher i foden. På tværs af alterfoden er der vandrette røde penselstrøg med nedadgående lodrette strøg, som nok forestiller vand. Den øvrige del af billedet er mænd og kvinder knælende i bøn. Billedet viser måske følgende episode fra en af legenderne. Før Skt. Jørgen forlader Silene efter at have dræbt dragen, følger kongen og stadens indbyggere ham til den katedral, som den nyomvendte konge lader bygge. Foran højalteret beder Skt. Jørgen for landet: »Og som et sandt tegn på at Gud ville dele sin nåde med det (= landet), da udsprang der en underbar kilde på højalteret. Og den som drak af kilden, han blev rask uanset hvilken sygdom han led af. Da folket så det, da takkede de Gud.« Skt. Jørgen holder sin ene hånd ved alterets kilde, mens indbyggerne knæler i takkebøn. Græstotter nær alteret antyder, at kirken er under opførelse.
• Midt i billedet ses fængslet med et stærkt forstørret vidnue og den indespærrede Skt. Jørgen. På venstre side står den onde kejser, der lod helgenen fængsle. Til højre står Kristus med korsglorien. Den ene hånd er løftet i en velsignende gestus, og i den anden ses resterne af verdensgloben. Motivet stammer fra den apokryfe legende, hvor Kristus bebuder, at Skt. Jørgen skal pines i 7 år og slås ihjel 4 gange, før han kommer i himmelen.
• Billedet domineres af en stor bygning med fire »vingestokke«, de to øverste rager ud af billedet. På jorden ligger den nøgne Skt. Jørgen med helgenglorie under den ene »vingestok«. Efter den apokryfe legende radbrpkkes helgenen under et hjul, et rad som det kaldes på tysk. Denne tortur er den hyppigst afbildede af Skt. Jørgens pinsler.
• Skt. Jørgen knæler i bøn med blottet hals. Bøddelen står rede med sit sværd hævet til hug på befaling af kejseren, som står til venstre. En engel i højre hjørne er beredt til at bringe hans sjæl op til himlen. Halshugning var den almindelige måde at ombringe martyrer på.