I en optegnelse fra 1484 omtales den første prædikestol, der sikkert har været en pult, der kunne flyttes. Af regnskabsbøger og andre optegnelser fra 1600-tallets anden halvdel fremgår det, at den daværende prædikestol var temmelig forfalden. Den nuværende prædikestol er skænket af amtsforvalter Thyge Thomsen og hustru Geske Blum i 1706 - se giverindskriptionen på billedet. Den var oprindeligt anbragt på midterpillen mellem hovedskib og korsarm, men blev flyttet til sin nuværende plads ved en restaurering af kirken i 1922-23. Akantusblade er et gennemgående stilelement i prædikestolen, der er skåret af samme Johan Friederich Ehbisch, som også har lavet altertavlen. På læsepulten blev der tilføjet en indskrift i 1951: »Nec minuere Nec addere - ikke trække fra ikke lægge til«.
På lydhimlen ses Thyge Thomsens og Geske Blums våbenskjold. Hans er til venstre. Det forestiller en sol, der skinner på en afskåret gren med to blade på lange stilke. Hendes - til højre - er en blomst med stilke og blade, som en forgyldt sol stråler på.
Lydhimmel
Giverindskrift