Rankerne i korbuens vange og de to kalkmalerier blev fremdraget ved restaureringen i 1933. Placeringen så tæt på korbuen, så den gennemskærer rammen på begge billeder, skyldes hensynet til de to nicher, hvor der har været sidealtre før reformationen.
Maria i Solgissel er den himmelske dronning, der står med barnet, og bag hende ses et strålende lys.
Kobberslangen hentyder til Johs. 3,14: »Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror på ham, skal have evigt liv i ham.«
Kalkmalerierne blev fremdraget i 1933. Der fandtes også billeder på skibets nordvæg forestillende Jesu lidelseshistorie i en lang billedserie. Disse billeder er nu kalket over.