Sognepræst i Hals Pastorat
Stillingen som overenskomstansat sognepræst i Hals Pastorat, Aalborg Nordre Provsti er ledig.
Stillingen er en fuldtidsstilling.
Som ny sognepræst får du et introduktionsforløb, hvor du får en mentor, der guider dig igennem i den første tid i embedet og sætter dig nærmere ind i de forskellige arbejdsopgaver, der er for en præst.
Har du lyst til at læse mere om Hals Pastorat og hvordan kirkelivet m.v. er i pastoratet, kan vi anbefale, at du orienterer dig på pastoratets hjemmeside: Hals og Hou Kirker | Hals og Hou Kirker (hals-hou-kirker.dk)
Ansættelse og aflønning sker i henhold til den gældende overenskomst for akademikere i staten med tilhørende protokollat.
Ud over selve lønnen ydes et rådighedstillæg med et afrundet grundbeløb pr. 31. marts 2012 for en fuldtidsstilling på kr. 43.000,00 årligt. Ved deltidsansættelse vil der ske beregning af tillægget i forhold til ansættelseskvoten.
Du vil også få et særligt tillæg med et afrundet grundbeløb pr. 31. marts 2012 på kr. 11.100,00 årligt for en fuldtidsstilling. Ved deltidsansættelse vil der ske beregning af tillægget i forhold til ansættelseskvoten.
Stillingen er omfattet af reglerne om Ny Løn, hvorfor det er muligt at ønske en lønforhandling.
Der er ikke knyttet nogen tjenestebolig til stillingen.
Det forudsættes, at ansøgere har kørekort til almindelig bil (B) og er villig til at bruge egen bil i jobbet.
Er du endnu ikke ordineret, bedes du sende kopi af eksamenspapirer og attest fra Pastoralseminariet sammen med din ansøgning.
Hvis du indstilles til stillingen, vil der blive indhentet børneattest.
Både mænd og kvinder opfordres til at søge stillingen.
Opslået: 22. oktober 2024
Ansøgningsfrist: 11. november 2024
Præst søges til det naturskønne Hals Pastorat
- menighedsrådets embedsbeskrivelse
Ved Limfjordens østlige udmunding ligger et aktivt pastorat i naturskønne omgivelser med hav, fjord, mose, klitter og golfbane. Vi kan byde på god kirkegang, mange frivillige og to engagerede og muntre menighedsråd, der støtter og bakker op om alle de – skøre - initiativer, som de to præster kommer med.
Her er højt himlen og store vidder i mere end en forstand. Mangfoldighed og rummelighed er kerneværdier for os, og vi lægger vægt på høj faglighed og et godt arbejdsmiljø, hvor vi løfter i flok.
Vi søger en præst, der vil noget med sit præsteembede. En der kan sætte nye initiativer i gang og er nysgerrig på det lokale miljø, som man finder i pastoratets to byer Hou og Hals. Her er havnemiljø med stort socialt liv. Her er et imponerende foreningsliv, som kirkerne er en naturlig del af. Således er Hals Kirke sponsor for vores lokale sportsforening, og når Hou indbyder til tre ugers byfest hver sommer, er kirken selvfølgelig med.
Imellem Hou og Hals ligger 4.000 sommerhuse på den ni kilometer lange kyststrækning. I sommerhalvåret tidobles områdes indbyggere, og vi byder de mange feriegæster velkomne også i kirkeligt regi med aftensang, havnegudstjenester, koncerter, kirkegårdskaffe og cross-yoga. Men vores ambitioner er større, og derfor skal vores nye præst kunne se sig selv i at sætte nye skibe i søen for de mange sommerhusgæster, som udgør en central del af lokalsamfundet.
Vi har et konfirmandhold, og samarbejdet med skolerne i Hals og Hou er godt og velfungerende. Således er juleafslutninger, månedlig morgensang i kirken og besøg i forbindelse med skolernes undervisning en naturlig ting for skolerne. Børnehaver og dagplejere kommer også jævnligt forbi. I Hals er der en aktiv FDF-kreds, som vi gerne vi have et større samarbejde med. Modenhed og livserfaring er for os plusord, og sognene har en høj procent af ældre indbyggere.
Sognegården i Hals byder på et stort og rummeligt præstekontor med moderne indretning. De øvrige medarbejdere har også til huse i sognegården, og vi har det hyggeligt sammen. Du kommer således ikke til at være alene, men vil altid være omgivet af gode kolleger. I Hou er der menighedslokale i borgerhuset og et godt samarbejde med dette om arrangementer.
Ved kirkerne er der en fuldtidsorganist, der bl.a. står for Hals Kirkes frivillige søndagssangere. Vi har en kirke- og kulturmedarbejder på halv tid, der tager sig af babysalmesang, minikonfirmander og frivillige. Der er en præstesekretær, en servicemedarbejder, to kirkesangere, en graver i Hou og en graver og to medhjælpere i Hals. Vi er både Grøn Kirke og Grøn Kirkegaard.
Gudstjenesterne og de kirkelige handlinger fordeles ligeligt mellem dig og den anden fuldtidspræst. Det vil sige, at du normalt har to prædikenfrie søndage om måneden. Som kollega får du en erfaren præst, der er god til både at give plads og sparring. Der er samarbejde med præsterne i nabosognene omkring ferieafløsning, hvilket sikrer stor fleksibilitet.
Vi tilbyder stor opbakning, god humor med masser af selvironi og gode rammer for vores præster og ansatte.
Kontakt
Menighedsrådsformand i Hals, Ellen Jensen: 51 23 20 49
Menighedsrådsformand i Hou, Christian Mollerup Schmidt: 22 66 91 96