Fortsæt til hovedindholdet

Sognepræst til Snedsted Pastorat

Ledig præstestilling
Sydthy Provsti
Aalborg Stift

Stillingen som tjenestemandsansat sognepræst i Snedsted Pastorat, Sydthy Provsti er ledig til besættelse den 1. december 2024 eller snarest derefter.

Stillingen er en fuldtidsstilling.

Til stillingen er knyttet en forpligtelse som kirkebogsfører og begravelsesmyndighed.

Som ny sognepræst får du et introduktionsforløb, hvor du får en mentor, der guider dig igennem i den første tid i embedet og sætter dig nærmere ind i de forskellige arbejdsopgaver, der er for en præst.

I Præsteforeningens medlemsblad kan du læse embedsbeskrivelsen fra menighedsrådet. Her kan du læse om sognet / Pastoratet og om, hvilke tanker, menighedsrådet gør sig om det ledige embede.

Har du lyst til at læse mere om Pastoratet og hvordan kirkelivet m.v. er i sognet, kan vi anbefale, at du orienterer dig på Pastoratets hjemmeside: Snedsted Kirke | Snedsted Kirke

Stillingen er omfattet af Bekendtgørelse af lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. (LBK nr. 864 af 25/6/2013)

Stillingen aflønnes efter løngruppe 1 i aftale om aflønning af tjenestemandsansatte præster i Folkekirken.

Ud over selve lønnen ydes et rådighedstillæg med et afrundet grundbeløb pr. 31. marts 2012 for en fuldtidsstilling på kr. 43.000,00 årligt. Ved deltidsansættelse vil der ske beregning af tillægget i forhold til ansættelseskvoten.

Stillingen er omfattet af reglerne om Ny Løn, hvorfor det er muligt at ønske en lønforhandling.

Der er knyttet tjenestebolig til stillingen. Tjenesteboligen ligger på adressen Snedstedvej 97, 7752 Snedsted.

Boligbidraget for tjenesteboligen excl. udgifter til el, vand og varme udgør på nuværende tidspunkt kr. 5.086. Tjenesteboligen vil blive vurderet inden indflytning, og boligbidraget vil blive fastsat ud fra denne vurdering.

Det forudsættes, at ansøgere har kørekort til almindelig bil (B) og er villig til at bruge egen bil i jobbet.

Er du endnu ikke ordineret, bedes du sende kopi af eksamenspapirer og attest fra Pastoralseminariet sammen med din ansøgning.

Hvis du indstilles til stillingen, vil der blive indhentet børneattest.

Både mænd og kvinder opfordres til at søge stillingen.

Opslag af stillingen:               17. september 2024
Ansøgningsfrist:                     7. oktober 2024

Fakta

Sådan søger du stilllingen

Er du interesseret i stillingen og ønsker at sende en ansøgning, bedes du kontakte både menighedsråd og provst for at aftale et tidspunkt for et besøg og en samtale, inden ansøgningsfristen udløber.

 

Er det første gang du søger embede, bedes du kontakte biskoppens sekretær for at aftale et tidspunkt for en samtale med biskop Thomas Reinholdt Rasmussen, ligeledes inden ansøgningsfristen udløber.

 

Ansøgningen skal stiles til Kirkeministeriet, men skal sendes til biskoppen over Aalborg Stift pr. mail til: KMAAL-ANSOEGNING@KM.DK og ansøgningen skal være biskoppen i hænde senest 7. oktober kl. 15.00.

 

Kontaktoplysninger MR-formand Lise Bangsgaard Sørensen, Snedsted Pastorat
Telefon 22 79 88 38 ∙ E-mail: lise_dk@hotmail.com     

 

Kontaktoplysninger provst Line Skovgaard Pedersen, Sydthy Provsti: 
Telefon 29 39 77 60 ∙ E-mail: lspe@km.dk            

           

Kontaktoplysninger Aalborg Stift
Telefon 98 18 80 88∙ E-mail: kmaal@km.dk            

         

Kontaktoplysninger biskop Thomas Reinholdt Rasmussen
v/bispesekretær Anne Klit Nielsen:
Telefon 96 34 19 52 ∙ E-mail: akln@km.dk

Præst i gummistøvler søges til Thy

- menighedsrådets embedsbeskrivelse

Snedsted Sogn i Thy søger en præst, der har lyst til at være en del af vores fællesskab og vil være præst for alle i sognet. Vi leder efter en rummelig og folkelig person, der ikke blot vil lede gudstjenester, men også deltage aktivt i byens liv og aktiviteter. En præst i gummistøvler. En præst med begge ben på jorden, og som møder os alle i øjenhøjde. En præst, der forkynder evangeliet i et sprog, vi alle forstår, og som favner bredt.

Snedsted ligger midt i Thy, mellem hav og fjord, og vi har masser af smuk natur omkring os. Der er søer og skove, og der er stor chance for at møde både dyr og mennesker, hvis man bevæger sig derud. Her er højt til himlen, men ikke højere end man kan se en masse stjernemylder, når mørket falder på.

Hvis du drømmer om at bo i et lille samfund med store vidder, så er Snedsted stedet for dig! Som præst i Snedsted får du et klassisk præsteembede med én kirke, ét sogn og ét engageret menighedsråd. Dine kerneopgaver vil udover gudstjenester og kirkelige handlinger, omfatte en månedlig gudstjeneste på byens plejehjem, og undervisning af konfirmander fra både hovedskolen og specialskolen. Vores sogn har 1.304 medlemmer og 1.580 indbyggere, og vi har omkring 15 dåb, 20 begravelse/bisættelser, 5 vielser og 2-3 konfirmandhold om året. Her er tid til meningsfuldt arbejde, husbesøg og deltagelse i byens mange aktiviteter – og der er nok at vælge mellem.

Vi har et rigt foreningsliv både i Snedsted og i Thy, så uanset om du vil være FDF’er, spille med i Snedsted Garden eller lære at surfe i Cold Hawaii, er mulighederne mange. Er man til vand og sport, så er der forskellige aktiviteter langs fjorden (Cold Hawaii Inland), hvor der er cablepark, kajakroning, SUP, vandshelters og meget andet. Er man mere til personlige relationer, så har vi et værested i Snedsted, og lokale frivillige kræfter afholder fælles juleaften i sognegården for dem, der ikke skal sidde alene.

Snedsted har dagplejere, (snart) vuggestue, børnehave, folkeskole (0. - 9. kl.) samt en specialskole for børn med ADHD og autisme. Der er også friskoler i området. Der er gode transportmuligheder med tog til Thisted (18 km), hvor der er både handelsskole, teknisk skole, gymnasium, FGU, og der er mulighed for at uddanne sig til SOSU eller pædagog. Man kan også tage toget den anden vej, mod Aarhus og København. Snedsted har en stor købmandsbutik, flere specialbutikker, tandlæge, fysioterapeuter og en hal med mange faciliteter, bl.a. svømmehal, klatring og motionsrum. Udendørsfaciliteterne byder bl.a. på MTB-bane, tennisbane, multibane og fodboldbaner.

Vi hjælper gerne med at skaffe job til ægtefælle, se evt. mere på Thisted Kommunes hjemmeside, under partnerjob.

Præstegården, som er opført i 2010, er lys og venlig og har plads til hele familien. Fra præstegårdens stue kan du lade blikket vandre gennem de store glaspartier mod syd og vest. Der er højt til loftet, både inde og ude, og udsigten byder på marker og hestefold. Fra præstekontoret er der udsigt til kirke og kirkegård.

Vores menighedsråd består af hjælpsomme og dygtige mennesker, der er klar til at samarbejde om spændende projekter. Vi værdsætter et godt arbejdsmiljø, hvor vi aldrig glemmer at grine – for vi ved, at glæde og humor er vigtige ingredienser i vores fælles arbejde.

Vi har en stab af gode ansatte. Både på kirkegård, i kirke og i sognegård. Vores kirke er pt. under renovering, så gudstjenester afholdes i sognegården, som ligesom præstegården er fra 2010.

Er du vores nye præst i gummistøvler? Hvis du er klar til at tage del i vores fællesskab og gøre en forskel i folks liv, så hører vi gerne fra dig! Vi ser frem til at byde dig velkommen i Snedsted Sogn.

Hvis du vil høre mere om at være præst i Snedsted, er du velkommen til at kontakte Merete Møller Hedegaard, som er præst i nabosognene, og som vil blive din nærmeste samarbejdspræst. Merete træffes på tlf. 4014 4848 eller mail memh@km.dk

Hvis du gerne vil se kirken og præsteboligen, kan du kontakte formand Lise Bangsgaard Sørensen på tlf. 2279 8838 eller mail lise_dk@hotmail.com

Snedsted sogn er en del af Sydthy provsti. Vi er en lille kollegagruppe, der mødes både til møder med dagsorden og til uformel sparring. Der er også et udvidet samarbejde med naboprovstierne, Thisted og Morsø. Vi har fælles provstikonventer, studieture og interessegrupper. Er du ny præst får du tilknyttet en mentor fra et af naboprovstierne.

For yderligere information er du velkommen til at kontakte provst Line Skovgaard Pedersen, tlf. 29397760, mail lspe@km.dk.

 

Find flere ledige præstestillinger i Aalborg Stift her