Sognepræst til Hans Egede Pastorat
Stillingen som overenskomstansat sognepræst i Hans Egedes Pastorat, Aalborg Budolfi Provsti er ledig til besættelse den 1. januar 2025 eller snarest derefter.
Stillingen som overenskomstansat præst er tilknyttet Hans Egedes Pastorat med en kvote på 25% og med 75% til varetagelse af konfirmantionsforberedelse og anden undervisning af børn med særlige behov i Aalborg Budolfi Provsti.
Stillingen er en fuldtidsstilling.
Som ny sognepræst får du et introduktionsforløb, hvor du får en mentor, der guider dig igennem i den første tid i embedet og sætter dig nærmere ind i de forskellige arbejdsopgaver, der er for en præst.
I Præsteforeningens medlemsblad kan du læse embedsbeskrivelsen fra menighedsrådet. Her kan du læse om sognet / pastoratet og om, hvilke tanker, menighedsrådet gør sig om det ledige embede.
Har du lyst til at læse mere om Hans Egedes Pastorat og hvordan kirkelivet m.v. er i sognet, kan vi anbefale, at du orienterer dig på sognets hjemmeside: Forside | Hans Egedes Kirke.
Ansættelse og aflønning sker i henhold til den gældende overenskomst for akademikere i staten med tilhørende protokollat.
Ud over selve lønnen ydes et rådighedstillæg med et afrundet grundbeløb pr. 31. marts 2012 for en fuldtidsstilling på kr. 43.000,00 årligt. Ved deltidsansættelse vil der ske beregning af tillægget i forhold til ansættelseskvoten.
Du vil også få et særligt tillæg med et afrundet grundbeløb pr. 31. marts 2012 på kr. 11.100,00 årligt for en fuldtidsstilling. Ved deltidsansættelse vil der ske beregning af tillægget i forhold til ansættelseskvoten.
Stillingen er omfattet af reglerne om Ny Løn, hvorfor det er muligt at ønske en lønforhandling.
Der er ikke knyttet nogen tjenestebolig til stillingen.
Er du endnu ikke ordineret, bedes du sende kopi af eksamenspapirer og attest fra Pastoralseminariet sammen med din ansøgning.
Hvis du indstilles til stillingen, vil der blive indhentet børneattest.
Både mænd og kvinder opfordres til at søge stillingen.
Opslag af stillingen: 1. oktober 2024
Ansøgningsfrist: 21. oktober 2024
Menighedsrådets embedsbeskrivelse
Vi glæder os til at byde velkommen til en dygtig præst og prædikant, der VIL Hans Egedes sogn i dets mangfoldighed og i særdeleshed også børn med særlige behov.
Vi ønsker en præst som kan bidrage til et godt og positivt samarbejde, med såvel præstekollegaer, personale, frivillige, forældre og andre samarbejdspartner samt menighedsrådet. Vi er en kirke med en stærk vision og retning:
Vi er kirken på Torvet, som vil være en levende og mangfoldig kirke, båret af det glædelige kristne budskab, hvor menighedens gudstjenesteliv er i centrum. Et åbent fællesskab for alle generationer, med fokus på sang og musik, frivillighed og omsorg.
Gennem de seneste år er specialområdet prioriteret højt for at sikre, at alle børn og unge på specialafdelinger får tilbud om undervisning. Den nyansatte skal ikke opbygge, men videreføre den målsætning, som er opnået.
Arbejdet omfatter tre afdelinger og en specialskole. Der er primært tale om børn og unge med autisme. Samlet udløser det almindeligvis 4 hold fordelt over efterår og forår. Der undervises i tæt samarbejde med afdelingernes personale, der følger med til undervisningen. Der bliver etableret en overdragelsesperiode med nuværende underviser og evt. en mentorordning.
Det forventes ikke, at du har erfaring med specialområdet, men har en grundlæggende interesse og åbenhed for mødet med børn og unge med markante indlæringsvanskeligheder og udviklingsforstyrrelser.
Det forventes:
- at du er et tålmodigt og lyttende menneske, der kan skabe et nærværende og positivt miljø
- at du kan arbejde med struktur og tydelighed
- at du kan formidle det elementære i kristendommen i et kundskabsmæssigt sprog i samarbejde med skoles personale.
Til denne del af præstestillingen knytter sig tillige varetagelse af en rammeaftale med Aalborg Kommunes skoleforvaltning omkring tidsrammer for den almene konfirmationsforberedelse. Der er bl.a. et årligt evalueringsmøde med den ansatte skolekonsulent i kommunen.
Der er ikke tilknyttet præstebolig til stillingen, men der bliver stillet kontor til rådighed i vores sognehus.
Der er på nuværende tidspunkt ca. 11.500 mennesker bosiddende i Hans Egedes sogn. Det er et spændende og mangfoldigt bysogn i vækst, med både boligblokke og parcelhuse. Sognet er beliggende i den sydøstlige del af Aalborg, kun 4 km. fra Aalborgs bymidte. Til sognet hører en folkeskole, 2 friskoler og 2 plejehjem foruden en række andre uddannelsesinstitutioner.
Kirken er en nyere kirke fra 1973, beliggende direkte ud til Grønlands Torv. Kirken har et dejligt rum med en fremragende akustik og 225 siddepladser + sideskib. Orgelet er et ”Marcussen og Søn” med 24 stemmer. Kirkecenteret er bygget sammen med kirken og det rummer en stor sal med plads til ca. 100 mennesker foruden en kontorfløj, køkken, foyer samt en første sal bestående af nyere og moderne undervisningslokaler og mødefaciliteter. Der er ingen kirkegård tilknyttet. Der er 3 kommunale kirkegårde med kapeller i Aalborg, i en afstand af 3-5 kilometer fra kirken, hvorfra en del af sognets bisættelser/begravelser foregår.
I Hans Egedes sogn er der ansat 2 præster, 1 kirke-/kulturmedarbejder, 2 kordegne, 1 daglig leder med kordegnefunktion, 1 organist og 3 kirketjenere.
Der er en stabil og god kirkegang – ca. 5.000 i alle aldre deltager i højmessen i løbet af ét år. Gudstjenestelivet er varieret med både tradition og fornyelse. Foruden den traditionelle højmesse har vi familiegudstjenester, rytmiske højmesser og børnegudstjenester. Én gang om året rykker vi gudstjenesten ud på torvet. Musikken i kirken er en blanding af klassisk og rytmisk musik med brug af både nye og gamle salmer.
Der er forskellige aktiviteter for børn, unge og voksne i kirken, f.eks. legestue, onsdagscafé, foredragsaftner, koncerter, sogneaftener og sangaftner. Der er samarbejde med frivillige, der hjælper til med læsning af tekster ved højmessen, er værter ved kirkekaffen eller medhjælpere ved vores mange aktiviteter
Se sognets kirkeblad på hjemmesiden www.hansegede.dk.
Præsterne fordeler ligeligt gudstjenester i kirken, gudstjenester på plejehjem, kirkelige handlinger og undervisning imellem sig. Der er 2 konfirmandhold + minikonfirmander på ét år og på plejehjemmene er der gudstjenester i alt 2 gange pr. md. Der er tradition for, at præsterne deltager aktivt i sognet menighedsliv, herunder aktiviteter.
Menighedsrådet består af pt 8 valgte medlemmer samt præsterne.
For yderligere informationer vedrørende dette stillingsopslag, er du velkommen til at kontakte:
Menighedsrådets formand, Inge Kjær Andersen, tlf. 6171 0656, e-mail: inkjan@gmail.com
Præst i Hans Egedes Kirke, Søren Dalsgaard, 9814 0241, Soda@km.dk
og for oplysninger om stillingens pædagogiske indhold projektleder og præst Benny Vindelev, tlf. 2660 6879, bv@konfirm.dk