Af biskop Thomas Reinholdt Rasmussen
Læs hele kronikken hos kristeligt dagblad, 29. maj 2024
I 2025 er det 1700 år siden, at kristenheden mødtes i Nikæa lidt øst for det nuværende Istanbul for at drøfte nogle af troens centrale spørgsmål.
Gennem drøftelsen kom de frem til det, man kan kalde det første udkast til den bekendelse, som i år 381 blev til den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse, og som er en meget stor del af verdens kirkesamfunds fællesbekendelse, herunder den danske folkekirkes, da den indgår i folkekirkens bekendelsesgrundlag.
Der er al mulig grund til at festligholde 1700-året for denne fælles kirkelige begivenhed på tværs af kirkesamfund og kristne menigheder.
Koncilet i Nikæa i 325 blev indkaldt på baggrund af den såkaldte arianske strid, hvor præsten Arius havde sat spørgsmålstegn ved Jesu guddommelighed. Var Jesus Gud, eller var han blot et særligt menneske? Arius mente, at Gud havde skabt Jesus og ikke avlet ham, og derfor var de ikke af samme guddommelige væsen. Jesus var altså tættere på skabningen end på Gud.
At Jesus ikke er Gud, betyder noget for forståelsen af frelsen, for da har Jesus ikke magt til at frelse, men kun profetisk til at pege på den vej, man skal tage for at blive frelst. Det var altså kristendommens kerne, der stod på spil.
Men man begriber nok ikke helt spørgsmålet, hvis man alene hævder, at det handler om, hvorvidt Jesus er Gud eller ej. Det var ikke usædvanligt, at mennesker i antikken kunne blive regnet som guder. Det handlede mere om, at Jesus som Gud anfægtede det monoteistiske gudsbillede, som kristendommen havde overtaget fra jødedommen. Hvordan kan Jesus være Gud, og Faderen være Gud, hvis man samtidig vil fastholde én guddom? Det var spørgsmålet.
Det blev løst i Nikæa ved at formulere, at de var af samme væsen. Den tekniske term er det græske ord homo-ousios. Det blev i bekendelsen fastslået, at Jesus var ”født, ikke skabt”. Således havde man kort fortalt udtrykt, at Fader og Søn er af samme væsen, som er guddommen. Faderen er ikke mere Gud end Sønnen. Men begge er Gud af samme væsen. Artiklen om Helligånden gjorde man ikke meget ud af ved denne lejlighed.
Det sker først ved konciliet i Konstantinopel i år 381, og som indkaldes på baggrund af både kristologiske stridigheder og strid om Helligåndens guddom. Ved dette koncilium finder bekendelsen sin endelig ordlyd, som er at finde i Den Danske Salmebog i dag. Helligånden er Herre på lige fod med Faderen og Sønnen. Dette udfoldes yderligere i den bekendelse, som følger omkring år 500 og kaldes Athanasium, og som også er en del af folkekirkens bekendelsesgrundlag.
Det er dog en tilsnigelse at sige, at bekendelsen her fandt sin endelige ordlyd, selvom man med Peder Nørgaard-Højen kan sige, at trinitetslæren her fandt sin endelige skikkelse. Men særlig ét punkt har været omdiskuteret. Det er punktet om Helligåndens forhold til Fader og Søn. Udgår Helligånden fra Faderen alene, eller udgår Helligånden fra Faderen og fra Sønnen?
Det er det såkaldte filioque-spørgsmål. Filioque betyder ”og fra Sønnen”, og det har været begrundelse for kirkespaltning mellem Øst og Vest i snart 1000 år. Østkirken fastholder dels, at filioque ikke står i den oprindelige bekendelse, hvilket er korrekt, og teologisk, at Ånden udgår fra Faderen alene. Vestkirken, som vi altså hører til, fastslår, at filioque ikke er en tilføjelse til bekendelsen, men er en præcisering af det, der allerede tænkes om Ånden. Vestkirken tænkte således ikke at sige noget nyt.
Begge kirkeafdelinger kan påberåbe sig bibelske vidnesbyrd, for det er her ikke entydigt. Østkirken og Vestkirken blev spaltet på spørgsmålet i 1054. Det er det største kirkeskisma i historien.
I praksis kunne det, at Ånden kun udgår fra Faderen, betyde en større åbenhed for andre religioner, for da behøver Ordet, Jesus, ikke at være forkyndt, for at Ånden er til stede. Det kan således være Helligånd i andre former for tro. Der er dog intet i praksis, der tyder på, at Østkirken ser på andre religioner sådan. Og samtidig skulle Vestkirkens synspunkt, at Ånden er bundet til Sønnen, være et værn mod galopperende forblindet spiritualitet.
Der er dog heller intet historisk i Vestkirken, der tyder på, at det har medvirket til det. Man kan sige, at Østkirkens synspunkt medfører et gudsbillede, der er mere enstrenget, og Vestkirkens et, der er mere relationelt.
Faktum er det, at den bekendelse, som blev udformet først i Nikæa i år 325 og siden i Konstantinopel i år 381 ikke i sin historiske form har filioque med i teksten. Vestkirken hævder dog, at det er underforstået, og derfor kalder vi den den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse.
Herhjemme har tidligere sognepræst Svend Aage Nielsen i en årrække slået til lyd for at bekendelsen derved er anført i salmebogen under falsk betegnelse. Desværre har Nielsen fremført sine synspunkter i en sådan veritabel syndflod af skældsord, at det har skygget for sagen. For historisk er det uomtvisteligt korrekt. Spørgsmålet er, om det er det teologisk. Er der i ordet filioque en sandhed om Gud, som vi ikke kan undvære? Det er Vestkirkens forståelse af, at filioque er en præcisering, der gør, at vi kalder den den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse.
Som sagt er det svært at finde entydigt belæg i det bibelske vidnesbyrd. Kirkefædrene er også uenige. I Vest er Ambrosius af Milano og Augustin i det 4. århundrede fortaler for filioque og i Øst er teologer som Origines og Gregor af Nyssa det modsatte. Martin Luther tilslutter sig Vestkirkens forståelse og udtrykker det tydeligt i de såkaldte Schmalkaldiske artikler fra 1537, hvor han eksplicit formulerer Åndens udgående fra Fader og Søn.
Luthersk set ville det også give problemer at skille ord og ånd fra hinanden. At ord og ånd hænger sammen, er hele forudsætningen for den såkaldte retfærdiggørelseslære, hvor Gud frelser det syndige menneske ved at give det Helligånden gennem ordet, hvilket også den dag i dag finder udtryk flere steder i folkekirkens dåbsritual. Det er således ikke uden konsekvenser at sløjfe filioque.
Alligevel finder man nye veje. Allerede i 1800-tallet havde den anglikanske kirke samtaler med den ortodokse kirke om spørgsmålet, og op gennem det 20. århundrede har der været flere drøftelse, der dog ikke har medført meget.
Dog har i nyere tid store kirkesamfund som den anglikanske kirke og metodistkirken flere gange sløjfet filioque ved gudstjenester. Og i 1995 undlod man filioque ved en fællesgudstjeneste mellem den økumeniske patriark Bartholomeus I og pave Johannes Paul II. Det betyder ikke, at romerkirken har set bort fra sagen. Den har blot set bort fra formuleringen. Og som vi kan se, vil en luthersk kirke muligvis få problemer med sin kerne, hvis ord og ånd ikke hang sammen. For den lutherske kirke er der i filioque en sandhed om Gud, vi ikke kan undvære, for her mener vi, at filioque stiller mennesker lige i deres forhold til Gud. Det er Gud, der er den handlende i forholdet til mennesket, og mennesket har ikke mere eller mindre ånd at komme med.
Det kan meget hurtigt blive en meget abstrakt debat. Men denne abstrakte debat har haft betydning gennem århundreder og har skabt brudflader, som vi den dag i dag kan genfinde i konflikter i Europa. Men grundlæggende er bekendelsen den dybe fællesbekendelse på tværs af kirker og konfessioner, og det skal vi gøre tydeligt i disse år: Vi er fælles om én tro.
Det er også det, vi skal tale om til næste år. Væsentligst af alt skal vi tale om det fælles. Om den brede verdensomspændende kristne kirke, som har en fælles bekendelse, der udsiger, at frelsen kommer fra Gud; at verden er Guds, og vi er lykkeligvis en del af den.
