Det skete i de dage

Af biskop Thomas Reinholdt Rasmussen

Læs indlægget i Nordjyske

I min barndom pyntede vi først juletræet 24. december sidst på formiddagen. Jeg syntes dengang, det var et voveligt foretagende, for butikkerne lukkede jo klokken 12, og så var der virkelig lukket. Og hvad nu, hvis juletræsfoden gik i stykker, eller træet faldt uheldigt ud? Hvad var der så at gøre? Hvad så med julefesten?

Det med juletræsfoden var nu altid et drabeligt foretagende, der også kunne resultere i, at naboen blev inddraget med sav og alverdens værktøj. Jeg syntes som barn, det var et drama. Men det lykkedes jo alligevel hver gang. Foden kom på træet, og træet kom ind i stuen, og det var en lykke at se det pyntet og flot, klar til den store aften.

Selv har jeg nu altid pyntet træet den 23. december. Selvom butikkerne i dag er åbne næsten hele tiden, så man skulle tro, at det slet ikke var højtid, så har jeg det nu bedst med, at det står klar aftenen før. Måske er det glimt fra barndommens drama med juletræsfod og fukssvans.

For det er jo det forunderlige, at julen kommer til os, hvad der end sker. Vi kan være travle og forjagede, men det sker alligevel. Og det er også det smukke ord, som indleder juleevangeliet ”Og det skete i de dage”. Det skete i de dage, og det sker for os.

Her i ugerne op til jul har jeg i år iagttaget noget forunderligt i landets aviser og på de sociale medier, nemlig at mange indlæg og artikler handler om at ”klare julen”. Der har måske altid været den slags historier, men i år synes jeg godt nok, der har været mange.

En landsdækkende avis udkom med et helt juletillæg, hvor alle siderne handlede om, hvordan man klarer julen i særlige situationer, der tilsyneladende skulle gælde os alle, og gav bud på alternative julemiddage, træer og fester. 

Det handler således om, at man kan holde jul på en anden måde, men hvis vi alle gør det, er det jo den normale måde. Jeg tænker tit i denne tid på sociologerne, der siger, at vi i vor tid bliver mere og mere forskellige, men på et højere plan mere og mere ens i vores måde at blive forskellige på.

Gennem adventsugerne har jeg i min egenskab af biskop været til utallige arrangementer, og mange af dem involverer også frokost. Og det er sjovt at oplevelse det lettelsens suk, der glider gennem en forsamling, når de oplever, at maden ikke er eksperimenterende, men netop den klassiske julemiddag med skinke, medister, grønkål og lignende. Jeg indrømmer blankt, at det sikkert ikke er godt for kolesteroltallet, men vi får det altså også kun i december. Der er noget om julesangens ord om, at rør blot ikke ved min gamle jul.

Det er altså et misforhold mellem mediernes problematisering af julen og så julen, som den sker midt iblandt os. Hermed ikke sagt, at julen ikke kan være problematisk. Det kan alle særlige tider være, hvor mennesker skal strenge sig an. Og den kan også være problematisk for dem, der ingenting eller meget lidt har. Det er jeg fuldt bevidst om. Og samtidig er julens inderste budskab jo helt nyt midt i alt det gamle.

Men det er alligevel underligt, at vi problematiserer julen så meget i artikler og lignende, når den faktisk sker. For det skete i dage.

Og det er den store sætning. Den sætning, der i landets fyldte kirker i eftermiddag skaber jul. For det er ordene om, at julen sker for os. Vi får noget givet. Vi får et ord givet om, at der er ting og forhold, der skænkes os, og som vi gudskelov ikke selv råder over. Det er barnet i krybben ordet om. Et sårbart barn, der skal elskes. 

Det er julens inderste budskab, der kommer til os, for det skete den gang i Betlehem, og det sker for os. Det er det stadig nye budskab, som aldrig slides op: du er elsket.

Der sker for os tværs gennem juletravlhed og knirkende juletræsfødder. Det sker gennem det liv, vi lever, at vi gives den tro, at kærligheden er størst af alt. Det kan man jo kun tro. Og derfor kan vi også ønske hinanden en rigtig glædelig jul.