Fortsæt til hovedindholdet
Prædikener og taler
Prædiken DR radiotransmission 15.december 2022

Prædiken DR radiotransmission 18. december 2022

Aalborg Domkirke Budolfi kl. 10.30

Prædiken 4.s. advent 2022; Johs. 1,19-28
Salmer: 733-90/108-92-93

Et kerneord i den kristne tro er ordet frihed. Og ikke bare sådan plat frihed til at vælge mellem forskellige småting i livet, altså en fritvalgsfrihed, men frihed fra – som det hedder med de gamle ord - synd, død og djævel, og frihed til at træde ud i livet med en tro på, at det leves under tilgivelsens vilkår.

Derfor er den kristne frihed heller ikke uden ansvar. Den er som Paulus siger det: virksom i kærlighed. Den kristne frihed er en frihed til at turde at nå hinanden og til at turde at gå ind i hinandens liv, fordi man ved, ja man tror på at hvis man kikser, hvis man rammer ved siden af skiven, så lever man på tilgivelsens vilkår. Så er der en, der er større end mig, der ikke døber med vand og døber min egen holdning og tro, men giver mig sig selv, og alt hvad han rummer: Guds nåde.

Men friheden. Friheden er det afgørende. Og altså ikke bare en pjatfrihed, der lader de andre sejle, men en frihed, der kan sætter os fri i livet.

Det er den kristne frihed. Det er klart at kærligheden, som friheden er virksom i, sætter en ramme. Det kender vi også helet elementært fra vores almindelige omgang med hinanden. Bare tænk på vores færdsel i trafikken, hvor vores omgang er reguleret, og hvor vi står stille for rødt lys og kun kører det vi må på motorvejen, fordi vores frihed er regelret i kærlighed. Her ville utæmmet frihed være til skade både for os selv og for hinanden. Her retter vi os efter noget andet. Her tvinges vi til at gøre noget andet.

Men ellers kan vi ikke tvinge til frihed. VI kan ikke tvinge til frihed i de store spørgsmål. Der er et citat fra Grundtvig, som jeg er særligt glad for. Et citat, som netop taler på en ordentlig måde om frihed. Han skriver således:

”Kun til helvede kan man tvinges/til himlen må der ringes”

Til himlen må der ringes.

VI kan ikke tvinge hinanden til frihed. Vi kan ikke tvinge hinanden til at klæde os på en særlig måde eller ej. Vi kan ikke tinge hinanden til spise noget særligt eller ej. Vi kan ikke tvinge hinanden til at tænke på en særlig måde eller ej.

Til himlen kan der kun ringes. Der kan ikke tvinges. Her kan kun tales ordet alene, og så må vi jo tage det på, som det høres af os, og lade det virke.

Vi kan ikke og vi må ikke tvinge til frihed.

Det er præcis hvad er sker hos Johannes i ørkenen. Han er forud for Jesus. Han taler ordet. Han forkynder det. Han peger ikke på sig selv, men peger på ham der kommer.

Han kan kun ringe og kime hen til ham. Han kan ikke tvinge til ham. Og derfor må han også afvise de mange spørgsmål om sin identitet, og blot pege på sig selv som en, der råber i ørkenen og peger på en anden.

Han er som en klokke, der ringer frihed, men som ikke kan tvinge derhen, for der er kun det han siger og forkynder.  Og til sidst kan han kun pege på omridset af ham, der kommer. Ham, hvis skorem han ikke er værdig til at løse.

Og der står så Johannes. Og der står så vi. I den frihed, der er givet os ved at ordet alene er blev et forkyndt. Og der står vi. Der er ingen tvang, kun stille afventen. En afventning på, at han skal komme. Ham Johannes peger på.

Sådan spidser advent til. Den spidser til en pegen på ham, der kommer og ham, der skal være opfyldelsen af alt, hvad der er talt og forkyndt.

Der er kun en skygge af ham i Johannes’ tale. Den har sat os fri og stillet os for ham, der kommer.

Og man kan kun vente. Tie. Vente og afvente.

Hvad venter man? Vi kan høre på spørgsmålene til Johannes, at man afventer noget stort. Elias? Profeten? Kristus? Den høje herre.

Der standser advent. Ved at vente i frihed på den høje herre. Hvem kommer? Hvem kommer mon med sværd og skjold i hånd? Hvem?

Og da lukker advent ned og julen åbner. Og vi ser at den høje herre er et grædende sårbart spædbarn i en krybbe i stald. Vi ser senere at den høje herre er en mand på et kors. Barnet i krybben og manden på korset.

Det er ham vi venter. Kunne vi have spurgt efter ham? Var Johannes ikke nødt til at stille os i frihed, for at vi kunne møde ham, der kom? Barnet i krybben og manden på korset.

Og ingen af dem kan tvinge os. Kan et spædbarn i en krybbe gøre det? Kan en mand på et kors gøre det? Der er ingen tvang. Kun til himlen kan der ringes.

Der er der vi står når adventssøndagene slutter. Vi står der sammen med Johannes og venter på ordet. Det ord, der ingen tvang har i sig, men kun en ringen til frihed. En frihed større end det at vælge. En frihed til at leve sit liv i troen på ham der lå i krybben og hang på korset. En frihed ved at leve sit liv i og under Guds nåde. En frihed til at være et Guds barn.

Det er nu. I venten. Tien. Vente og afvente.

Det er kernen nu. Her slutter advent. Her venter julen. Her kommer Guds nåde til dig. I dag og hver en dag i det liv, der er os skænket.

 

Amen