Årets konfirmander siger ja til tradition og fællesskab
Aalborg stift er topscorer, når det gælder konfirmationer. Men hvorfor? Svaret handler om alt det, vi deler, lyder det fra ekspert, biskop og årets konfirmander.

Selma Kidmose Frost blev konfirmeret i Vodskov Kirke 18. maj. Hun oplever, at hendes konfirmation har bundet familien tættere sammen og givet dem en fælles oplevelse. Foto: Privat
Af Anika Thorø Weber
- Jeg har glædet mig til det hele: at feste med min familie og venner, men også at sige ja til min tro på Gud. Jeg synes, det er sejt at blive konfirmeret.
Sådan siger 14-årige Selma Kidmose Frost fra Vodskov, der søndag 18. maj kunne fejre sin konfirmationsdag i Vodskov Kirke omgivet af de mennesker, der står hende særlig nært.
Og Selma Kidmose Frost er langt fra den eneste i Nord- og Nordvestjylland, der i år kan fejre sin konfirmationsdag med store ord, fællesskab og gaver.
De seneste tre år har Aalborg stift været topscorer, når det gælder konfirmationer. I 2024 blev 78,6 procent af årgangen konfirmeret mod 64,2 procent på landsplan.
Også i år forventes det samlede tal at ligge højt, vurderer Karen Marie Sø Leth-Nissen, der er vidensmedarbejder i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV), som løbende indsamler statistik om folkekirken.
- Konfirmation er en tradition, der står stærkt i Nord- og Nordvestjylland, så vi forventer at se mange blive konfirmeret igen i år, siger hun.
- Jeg har glædet mig til det hele: at feste med min familie og venner, men også at sige ja til min tro på Gud. Jeg synes, det er sejt at blive konfirmeret.
Fællesskab og traditioner
Det høje antal konfirmationer skal ses i lyset af, at folkekirken trods en overordnet tilbagegang generelt har stor opbakning som institution i Nord- og Nordvestjylland. Det kan spores i alt fra folkekirkens medlemstal til dåb, vielser og begravelser.
Den samme interesse for folkekirken mærker biskop Thomas Reinholdt Rasmussen, når han bevæger sig rundt i landsdelen.
- Jeg oplever en meget stor positiv imødekommenhed overfor kirken. Folk oplever kirken som en stor naturlig medspiller, og det er glædeligt, siger han.
Med den brede opbakning til folkekirken er det derfor også naturligt for mange unge at vælge konfirmationen til, vurderer han. Men det betyder ikke, at det er et uoplyst valg, siger Karen Marie Sø Leth-Nielsen fra FUV.
- Det kan hurtigt lyde som om, at de unge ikke tænker sig om, men bare følger strømmen. Men sådan er det ikke. Selvom unge selv skal tage valget om konfirmation, så gør de det, fordi de gerne vil være en del af et større fællesskab. Det viser vores undersøgelser. Her kommer traditionen, kammeraterne og familien ind som de tre topscorere. Det viser, at konfirmanderne ikke kun vil skabe deres egen fortælling, men gerne vil knytte sig til de traditioner, som deres forældre, familie og kammerater er del af, siger Karen Marie Sø Leth-Nielsen med henvisning til undersøgelsen "Folket og folkekirken 2025", hvor tidligere konfirmander har svaret på, hvorfor de valgte at blive konfirmeret.
Thomas Reinholdt Rasmussen deler oplevelsen af, at tradition og fællesskab spiller en rolle i et aktivt valg hos konfirmanderne.
- Konfirmanderne overtager ikke traditionen blindt. De vil vide, hvad de siger ja til. De tilvælger traditionen og fællesskabet, siger biskoppen, der i sit tidligere virke som sognepræst har haft mange konfirmander til konfirmationsforberedelse og hørt dem fortælle om deres bevæggrunde for at tage del i den gamle tradition.
Relationer er en faktor
I Vodskov er der heller ingen tvivl om, at fællesskabet om traditionerne har en vigtig plads i beslutningen om at sige ja til Gud og fællesskabet i kirken. Her har Carl Sørensen oplevet konfirmationen som en naturlig beslutning.
- Næsten alle mine venner bliver konfirmeret. Det samme gælder min familie. Det har gjort det naturligt for mig også at vælge det. Samtidig vil jeg også gerne blive klogere på troen, så jeg var nok også blive konfirmeret, hvis mine venner ikke blev. Men det havde ikke været lige så fedt. Det betyder noget, at vi gør det i fællesskab, siger Carl Sørensen, der ligesom Selma Kidmose Frost blev konfirmeret i byens folkekirke 18. maj.
Artiklen fortsætter under billedet.

Carl Sørensen ville gerne blive klogere på troen og var nok også blevet konfirmeret, hvis hans venner ikke blev det, men det betød noget at gøre det i fællesskab. Foto: Sofus Amby Jørgensen
Carl Sørensen får opbakning fra Selma Kidmose Frost, der også synes, at de nære relationer spillede en stor rolle på hendes mærkedag.
- Vi har haft et virkelig godt fællesskab om konfirmationen i klassen, og det har været fedt. Samtidig er jeg er skilsmissebarn, og selvom min familie har det godt sammen på kryds og tværs, så kræver det en fest, før vi alle mødes. Det betyder meget for mig at kunne samle dem alle på min konfirmationsdag. Det er en dag, der fletter os tættere sammen som familie, siger hun.
Dåbstal
- Selvom de fleste børn bliver døbt som små, så er der en lille procentdel, der ikke gør.
- Blandt dem var der sidste år 28,2 procent i Aalborg Stift, der valgte at blive døbt kort før deres konfirmation, så de kunne blive konfirmeret sammen med deres kammerater. Det er det højeste tal på landsplan.
- I 2024 var der i gennemsnit 20,2 procent, der blev døbt kort før konfirmationen.
Kilde: Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter
Selma Kidmose Frost er blandt de nordjyder, der sidste år blev døbt forud for konfirmation. Hendes forældre havde fravalgt barnedåben, så hun selv kunne tage aktiv stilling til sin tro frem mod sin konfirmation. Nu har hun valgt begge dele til.
Læs mere i artiklen Flere udøbte unge unge vælger dåb og konfirmation til
Så mange blev konfirmeret i 2024
Overordnet er det mere udbredt at blive konfirmeret i Jylland og på Fyn.
I stifterne vest for Storebælt bliver i gennemsnit 73,4 procent af alle unge konfirmeret. Øst for Storebælt gælder det 53,2 procent.
- Aalborg Stift - 78,6 %
- Viborg Stift - 78,1 %
- Ribe Stift - 77,9 %
- Aarhus Stift - 70,6 %
- Haderslev Stift - 70,0%
- Lolland-Falster Stift - 69,8 %
- Fyens Stift - 68,5 %
- Roskilde Stift - 61,5 %
- Helsingør Stift - 52,3 %
- Københavns Stift - 42,7 %
Se tallene over tid og geografi hos Folkekirkens Uddannelses- og Videncenter.
Kilde: Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter
Konfirmander vælger fællesskabet
Folkekirkens Uddannelses- og Videncenter (FUV) har i sin årlige undersøgelse "Folket og folkekirken" spurgt tidligere konfirmander over hele landet om, hvorfor de valgte at blive konfirmeret.
Her svarer 60 procent af de 18-39-årige, at det er en tradition, de gerne ville tage del i. 46 procent svarer, at det er en oplevelse, de gerne ville have med deres kammerater. 38 procent svarer, at de gerne ville holde en fest med venner og familie. 27 procent svarer, at troen er vigtig.
Kilde: FUV/Norstat 2025