Således skriver apostlen Paulus i sit brev til romerne:
"Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker? Og hvordan skal nogen prædike uden at være udsendt? – som der står skrevet: "Hvor herligt lyder fodtrinene af dem, der bringer godt budskab!"
Dog var det ikke alle, der adlød budskabet; for Esajas siger: "Herre, hvem troede på det, de hørte af os?"
Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord." (Rom. 10,14-17)
Der er en sætning af den store schweiziske teolog Karl Barth, der er blevet gentaget tit og ofte. Han siger et sted, at der skal drives teologi, fordi der skal prædikes på søndag. Altså at det faglige, teologiske, akademiske arbejde har en mening; nemlig den at tale og forkynde Guds ord. At prædike.
Det teologiske fag er til for at få forkyndelsen til at blive tydeligere og mere klar. Arbejdet med teologien er til for at få forkyndelsen af Jesus Kristus som hele verdens frelser til at være tydelig, erfaringsnær og forståelig.
Men til tider er det, som om tingene blandes lidt rundt. Teologien tages i alt for stor udstrækning med på prædikestolen, og det bliver en forelæsning i stedet for en nådig tilsigelse.
Det, der skulle være klart, bliver nu uklart og svært at begribe. Det kan aldrig være meningen. Teologien skal arbejde intellektuelt og solidt, mens forkyndelsen skal tale klart til den enkelte og tilsige Guds nåde.
Jeg tror, det er væsentligt at holde sig for øje også som prædikant. Det teologiske arbejde er væsentligt og ganske afgørende, og det er i den grad med til at skærpe ordet, men når Guds nådefulde tilsigelse skal lyde, så er det også en anden klang, der skal klinge. Så er det ikke abstrakte overvejelser, der skal lyde, men klar tale til eksistensen.
Og det er måske denne forplumring, der også gør, at den teologiske samtale synes i vor tid at være både svær og uklar. Fordi vi forveksler teologi og forkyndelse.
Det synes, som om vi ikke længere formår den teologiske samtale, for vi forveksler teologiens overvejelser med evangeliets tilsigelse. Og da bliver vi ramt, når teologien anfægtes. Vi formår ikke den teologiske samtale, fordi vi forveksler den med forkyndelse. Guds tilsigelse.
Lad mig give et eksempel. Det er et kernebegreb i kristendommen, at Gud er kærlighed. I Johannesbrevene er det for eksempel ganske afgørende. Og vi tror, at netop det er sandt. At det simpelthen er, hvad kristendom er: at Gud er kærlighed. Men det er et teologisk udsagn og ikke en tilsigelse i forkyndelsen. For det trøster ikke.
Prøv at forestille jer et menneske, der er i tvivl om sin partners kærlighed. Denne spørger måske omtrent i desperation: ”Jamen, elsker du mig?” Og det, man ikke har brug for at vide, er: ”Det ved du da. Jeg er jo kærlighed. Jeg elsker alle”. Det er næsten mere forskrækkende end trøstende.
Vi har derimod brug for at høre ordene: ”Jeg elsker dig”. Det er forkyndelse. Det er tilsigelse.
Mange teologiske debatter for tiden synes at forveksle dette, så ordene: ”Gud elsker dig”, bliver til ”du ved da, Gud er kærlighed”.
Så bliver alt abstrakt. Så lyder der ingen tilsigelse til mig. Men kun et abstrakt udsagn om en verden, jeg egentlig ikke kan erfare.
Ordene ”Gud er kærlighed” er teologiens sted. Ordene ”Gud elsker dig” er forkyndelsens sted. Det er de ord, der lyder, når vi døbes ved døbefonten.
Når brødet og vinen rækkes os ved alteret. Når ordene lyder i forkyndelsen: Gud elsker dig!
Og det er jo ikke ord, som udelukker andre. Men det er ord, der tilsiges til den, der har brug for nåden, tilgivelsen og Guds livgivende sted.
Så kære ordinand – kære Clara.
Det er nu din opgave. Det er din opgave vedvarende at beflitte dig på, som der står i præsteløftet, den hellige skrift og troens lærdomme og at bruge dette til at tale nådes ord til dem, der har brug for at høre det, og også til dem, der ikke tror, de har brug for at høre det.
Vi har alle brug for at høre, at vi hører med. At det hele tales til dig og til mig. At det ikke er en tom spekulation, men at det er en levende virkelighed, at graven er tom, og at den er tom for dig.
Du træder nu ind i dit embede som præst og prædikant. Der står gode menigheder på Nordmors og venter på dig. Lyt til dem, og lær af dem, der er der. Sammen skal I blive til kirke, når Guds nådefulde ord lyder til jer.
Du kommer med både ungdommeligt mod og god livserfaring. En teologisk eftertænksomhed og en evne til at samtale om det afgørende.
Det gør mig helt tryg at sende dig ud i Herrens vingård. Så forkynd da evangeliet både tidligt og silde. Og gør det med nærvær og klarhed, fordi det betyder noget.
Det betyder noget, at Gud ikke blot er abstrakt kærlighed, men at Gud elsker
dig og mig og alle andre umulige mennesker på denne jord. Det skal vi alle
høre, og nu er du blandt dem, der skal tale dette store evangelium. Dette
trøstende og løfterige ord.
Til det ønskes både du og dine menigheder al Guds nåde og velsignelse i jeres fælles vej i denne faldne verden.
Amen.