Ingen skal bære tabet af et barn alene
En særligt sårbar gruppe nordjyder mødes ved Jerslev Kirke for at få afløb og støtte hinanden i at bære den måske største smerte, forældre kan opleve – at miste et barn. Sorggruppen i Jerslev er en af mange sorggrupper i folkekirken, hvor ligesindede kan finde trøst og håb.

Jerslev Kirkes sorggruppe for forældre, der har mistet et barn, er en del af folkekirkens diakonale arbejde og ledes af sognepræst Ann Sofi Lægsgaard Andersen. Møderne holdes i konfirmandstuen, men slutter ofte i kirken, hvor der tændes lys. Foto: Trine Nørgaard
Af Anika Thorø Weber
- Andre mennesker i sorg bliver berøvet flere minder med deres afdøde. Men vi bliver berøvet fremtiden. Alt det, vi skulle have oplevet sammen med vores søn, kommer ikke til at ske.
Med de ord indkapsler en rolig og fattet Jeppe Munk Frandsen et kapitel i sit liv, der aldrig helt lukker.
I april 2024 mistede han sin søn Lasse – blot fem dage gammel.
Med tabet er fulgt en stor smerte, som kun de færreste forstår; nemlig dem der selv har mistet et barn. Netop derfor var Jeppe Munk Frandsen i efteråret 2024 en del af en særlig sorggruppe for forældre, der står tilbage efter tabet af et barn. Han havde brug for at møde andre, der ligesom ham stod med en ubærlig smerte, som han skal lære at leve med.
- Egentlig var jeg skeptisk for at begynde og tog kun med for min kones skyld. Men det viste sig at være utrolig givende for mig. Jeg endte med at være der for min egen skyld, siger Jeppe Munk Frandsen, hvis søn blev født i graviditetsuge 32 og døde som følge af sygdom og komplikationer.
Artiklen fortsætter under billedet.

Bag smilene bærer Camilla Munk Frandsen og Jeppe Munk Frandsen på en smerte over at have mistet deres lille søn. Privatfoto.
En helt særlig ensomhed
Den særlige sorggruppe holder til i Jerslev i Vendsyssel og er en del af folkekirkens diakonale arbejde. Den har siden 2018 samlet forældre fra hele Nordjylland med det mål, at ingen forældre skal føle, at de står alene om tabet af deres børn.
For det er der desværre mange, der gør, fortæller leder af sorggruppen Ann Sofi Lægsgaard Andersen, der også er sognepræst i Jerslev, Hellum og Mylund kirker.
- Mange oplever, at deres familie og venner ikke orker at høre mere om tabet, bliver berøringsangste eller ikke evner at stå i smerten sammen med dem. Derfor oplever mange, at relationer ophører midt i sorgen, selvom de sørgende har allermest brug for, at nogen bliver på trods. Samtidig er det en gruppe sørgende, der har stor risiko for at få en udvidet sorgreaktion. Det er derfor virkelig vigtigt, at vi har målrettede tilbud til netop dem, siger Ann Sofi Lægsgaard Andersen.
Mange oplever, at deres familie og venner ikke orker at høre mere om tabet, bliver berøringsangste eller ikke evner at stå i smerten sammen med dem.
Hun fremhæver, at sorggruppen er for alle forældre, der har mistet et barn. Religiøst ståsted er ikke afgørende. Det er barnets alder heller ikke.
- I starten var jeg spændt på, om dem, der havde mistet et barn sidst i graviditeten, kunne spejle sig i dem, der for eksempel har mistet et barn i 40’erne. Men det betyder ikke så meget. Smerten, de oplever, minder om hinanden. De kan spejle sig i hinanden og høste erfaringer fra de andre i gruppen, siger sognepræsten, der også er en del af folkekirkens akutberedskab som beredskabspræst og har mange års erfaring i at navigere i den svære samtale om død og sorg.
Hårdt, men lindrende
For Jeppe Munk Frandsen og hans kone Camilla Munk Frandsen er det netop også oplevelsen af at have nogen at spejle sig i, der har fået dem til at holde fast i sorggruppen.
Her har de mødtes med ligesindede, delt ud af deres egen historie og hørt andre fortælle om den smerte, de står i – og hvordan de finder en vej til at leve livet på trods. Og så har de delt helt konkrete erfaringer med hinanden og ideer til at håndtere mærkedage og meget andet.
- Det er nemmere at åbne op, når man ved, at andre forstår det, man selv oplever. Jeg ville ikke kunne dele det samme i en anden form for sorggruppe, siger Jeppe Munk Frandsen, der sammen med Camilla bor i Hjallerup.
Hun har mærket, hvor frisættende det kan være at dele, selvom det er svært.
- Jeg var virkelig udfordret de første gange, og min krop reagerede, fordi det var så hårdt og udmattende. Men det var godt for hovedet at komme afsted og få talt om det, der fylder. Det letter. Det har været en hård men god oplevelse, siger Camilla Munk Frandsen.
Det er nemmere at åbne op, når man ved, at andre forstår det, man selv oplever.
Det genkender en anden deltager, Camilla Mørk Jensen fra Hjørring, der også var en del af sorggruppen i efteråret. Hun fik 2,5 år sammen med sin datter Johanne, der var født med en meget sjælden sygdom.
- Når man mister sit barn, mister man også drømme og forestillinger. Man mister en del af sig selv. Det er derfor noget specielt at møde andre, der også har mistet et barn. Skuldrene sænker sig en smule, og jeg bliver ikke helt så ensom. Det er følelsen af at høre til et sted, siger Camilla Mørk Jensen.
Jerslev Kirke forventer at starte en ny sorggruppe til forældre, der har mistet et barn, op efter sommerferien.

Sognepræst Ann Sofi Lægsgaard Andersen i konfirmandstuen, hvor sorggruppen mødes. Sorggruppen er for alle, der har mistet et barn. Barnets alder, forældrenes bopæl og religiøse ståsted er ikke afgørende. Foto: Trine Nørgaard
Sorggrupper i folkekirken
Der findes sorggrupper over hele landet. Læs mere om sorggrupper i folkekirken hos Folkekirken.dk og find en sorggruppe nær dig.
- Sorggruppen i Jerslev Kirke ledes af sognepræst Ann Sofi Lægsgaard Andersen.
- Der er løbende tilgang til gruppen, og man behøver ikke bo i sognet for at deltage.
- Gruppen er for alle forældre, der har mistet et barn uanset årsag og religiøst ståsted.
- Næste sorggruppe begynder efter planen i efteråret 2025.
Få mere information og tilmelding
Sognepræst Ann Sofi Lægsgaard Andersen
Tlf.: 9883 1970
E-mail: asla@km.dk
Sjælesorg i folkekirken
- Sjælesorg betyder omsorg for sjælen og er en del af kirkens diakonale arbejde.
- Det er en mulighed for at tale med en udenforstående om det, man går og tumler med.
- Ofte handler sjælesorgssamtaler om eksistentielle emner som ensomhed, sorg, håbløshed, frygt, identitetskrise eller tvivl - men der findes ikke ”rigtige” eller ”forkerte” emner at tale om.
- Alle præster tilbyder sjælesorg, og de har tavshedspligt.
- Alle kan tale med en præst i folkekirken uanset religiøst ståsted og medlemskab.