Nyt stiftsråd er klar til fire års samarbejde i Aalborg Stift
Med velkendte ansigter og nye kræfter ombord er Aalborg Stiftsråd klar til at sætte retningen for stiftet de kommende fire år.
Det nye stiftsråd i Aalborg Stift valgt for perioden 2025-2029. Karsten Konradsen (forrest i midten) er genvalgt som formand.
Foto: Lars Horn/Baghuset
Af Marie Hoehl Tolstrup
På møde den 13. november i bispegården i Aalborg konstituerede det nye stiftsråd sig for den nye periode.
Karsten Konradsen, Morsø Provsti, blev her genvalgt som formand, mens Erik Kristensen, Hjørring Søndre Provsti, blev valgt som næstformand. Rådet består i den nye periode af både erfarne medlemmer fra seneste valgperiode og flere nye repræsentanter.
Formanden ser frem til arbejdet i den kommende valgperiode.
- Jeg ser frem til rigtig godt samarbejde i stiftsrådet med de nye og de genvalgte medlemmer, men også med biskoppen og stiftsadministrationen. Jeg glæder mig blandt andet til fortsat fokus på Aalborg Stifts strukturprojekt om fremtidens forandringer i Aalborg Stift, men også det vigtige projekt om arbejdsmiljø, der blev sat i gang i 2025, siger Karsten Konradsen.
I den kommende tid vil rådet indlede drøftelserne om stiftets visioner og prioriteringer for perioden 2025–2029.
Der er valg til stiftsrådet hvert fjerde år.
Stiftsrådet afholder fire ordinære møder om året.
Foto: Lars Horn/Baghuset
FAKTA: Hvad er et stiftsråd?
I hvert af landets 10 stifter er der et stiftsråd.
Stiftsrådet består af biskoppen, domprovsten, et menighedsrådsmedlem fra hvert provsti samt én provste- og tre præsterepræsentanter.
Stiftsrådets formål er at styrke folkekirkens liv og vækst gennem bred inddragelse i overvejelser om kirkelivets udvikling.
Stiftsrådets opgaver er:
- at fastsætte, hvor stor en del af den lokale kirkeskat, der går til det bindende stiftsbidrag og beslutte, hvad midlerne anvendes til
- at forvalte stiftsmidlerne, der udlånes til kirker og præsteembeder, herunder fastsætte indlåns- og udlånsrente
- at rådgive biskoppen om kirkelige forhold og tage væsentlige sager op til fælles drøftelse
- at fastlægge stiftets udvalgsstruktur og prioritere økonomiske midler til udviklingsprojekter.