Aalborg Stifts biskop prædiker på Folketingets åbningsdag
6. oktober går det nye Folketingsår i gang, og dagen begynder som altid med gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke. I år har biskop Thomas Reinholdt Rasmussen fået den særlige opgave at holde prædiken for de folkevalgte.
Biskop Thomas Reinholdt Rasmussen prædiker ved gudstjenesten i Christiansborg Slotkirke på Folketingets åbningsdag 6. oktober. Foto: Lars Horn
Af Ingeborg Marie Nielsen
Når Folketinget markerer begyndelsen på et nyt folketingsår første tirsdag i oktober, begynder dagen altid med gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke.
I år har sundheds- og kirkeministeren bedt biskop Thomas Reinholdt Rasmussen om at holde prædikenen.
- Det er en særlig opgave at få lov til at prædike ved Folketingets åbning. Gudstjenesten er en gammel tradition, som går helt tilbage til folkestyrets begyndelse. De folkevalgte har et stort ansvar og træffer beslutninger, der har konsekvenser for andre mennesker og kan mærkes i hele samfundet. Det er selvfølgelig noget, jeg har med i mine overvejelser frem mod gudstjenesten. Jeg glæder mig til at være med til en traditionsrig dag i vores demokrati, siger Thomas Reinholdt Rasmussen.
Gudstjenesten begynder 6. oktober klokken 10.00. Den varer omkring en time og er for Folketingets medlemmer, ministre og inviterede gæster.
Der er et begrænset antal pladser for offentligheden, som har adgang til slotskirken mellem klokken 9.00 og 9.30.
Gudstjenesten kan følges direkte på Folketingets TV-kanal, ligesom Danmarks Radio plejer at transmittere fra gudstjenesten.