Fængselspræsten bringer håb bag tremmer
Med sit mod og sit smil åbner fængselspræsten Bo Nicolaisen døren til kriminelles indre og lader dem mærke, at de også har værdi som mennesker.
Fængselspræst Bo Nicolaisen i kirken i Kragskovshede Fængsel. Foto: Anika Thorø Weber
Af Anika Thorø Weber
”Bo Præst er en verdensmand”.
Sådan stod der en dag på en væg i et af isolationsrummene i Kragskovhede Fængsel.
Normalt plejer de indsatte at skrive næsten uforståelige beskeder på væggene, hvor de mange forkortelser kun har mening for dem, der er vant til at navigere i det kriminelle miljø, fortæller fængselspræst Bo Nicolaisen. Men en dag stod dette altså klokkeklart og tydeligt for en indsat: Bo Præst er en verdensmand.
– Jeg vælger at tage det som et kompliment, siger Bo Nicolaisen med et lille grin.
I det nordjyske fængsel uden for Jerup er han præst for en særlig menighed bestående af kriminelle.
– Selvom de på den måde bærer nogle barske titler, er de også helt almindelige mennesker, når man får lov til at komme tæt på, siger Bo Kring Nicolaisen.
Handler om at lytte
En af Bo Nicolaisens centrale opgaver i fængslet er samtaler med de indsatte.
Indholdet spænder bredt fra savn til dem derhjemme til de forbrydelser, som de indsatte har begået, eller ønsket om Guds tilgivelse for en lovovertrædelse. Bo Nicolaisen har også haft flere lange samtaleforløb med indsatte, der ønsker syndsforladelse for de barske handlinger, de har bag sig.
– Det handler rigtig meget om at lytte. Nogle dage kan jeg nærmest have bidemærker i kinderne, når jeg går hjem, fordi jeg har haft lyst til at sige noget – men jeg ved, at min vigtigste opgave er at lytte. Det er det, der er brug for, siger Bo Nicolaisen.
Han oplever, at han har mange af de indsattes dybe fortrolighed. De kommer til ham, når de har noget på hjerte – for hvem skal de ellers gå til i fængslet?
– De har ikke tillid til hinanden, og de øvrige ansatte har indberetningspligt. Så er der kun mig tilbage. Jeg har tavshedspligt, og uanset hvad de kommer med, slutter det hos mig. Det er enormt vigtigt, at de har et trygt sted, hvor de kan dele, hvad de bærer på, siger Bo Nicolaisen.
Netop derfor spørger han heller ikke uopfordret til, hvorfor en indsat sidder i fængsel.
– Det handler om at se dem som de mennesker, de er – lige her foran mig. Det er ikke de ting, de har gjort tidligere i deres liv, der definerer, hvem de er, siger han.
Gud som støtte
Med den store tillid, som de indsatte viser ham, bevæger Bo Nicolaisen sig også ud i situationer, som mange ikke ville være trygge ved. Ofte besøger han fængslets isolationsafdeling, hvor han går ind bag den tunge, lukkede dør og taler med indsatte, der er i isolation som straf eller selv har valgt at lade sig isolere.
– Jeg har aldrig været bange, når jeg har været på arbejde. Men jeg synker lige en ekstra gang, når jeg går igennem den dør, siger Bo Kring Nicolaisen.
Blot to gange har han haft oplevelsen af, at indsatte ikke lyttede til ham, da han markerede en grænse, så situationen hurtigt kunne eskalere. Men det gjorde den ikke.
– Jeg har tillid til min relation med de indsatte, og jeg går med Gud. Så er jeg ikke bange. Jeg stoler på, at en hånd bliver holdt over mig, siger fængselspræsten.
Kragskovhede Fængsel har 161 pladser i den åbne afdeling i fængslet og 50 i den lukkede afdeling. Kirken. Foto. Anika Thorø Weber
Kirken er hjertet
Ud over vigtigheden af de dybe samtaler og tilliden mellem præsten og de indsatte oplever Bo Kring Nicolaisen også, at selve kirkerummet har stor betydning for mange.
– Kirken er et helle. Det er det eneste sted i fængslet, hvor de indsatte fysisk kan sidde ned sammen og bare hygge sig med hinanden, siger Bo Kring Nicolaisen om kirkerummet, der ikke ligner kirker, som de er flest.
Godt nok er der en altertavle, et knæfald og et hjørne med musik. Men der er også borde, stole, brætspil og kage, når fredagscaféen åbner. Ofte er der op til 60 indsatte samlet i lokalerne – men færre, hvis der har været interne konflikter mellem store grupperinger.
Hver uge er der også kor, og i efteråret holdt fængselspræsten for første gang et sangskriverkursus i lokalerne med stor succes. Over fire eftermiddage blev indsatte klædt på til at skrive deres egne sange, og de fik afløb for store følelser og frustrationer, som det hårde miljø i fængslet ellers sjældent efterlader plads til. Kurset er støttet økonomisk af stiftsrådet i Aalborg Stift.
Og så er der et af de helt store trækplastre – banko og quiz – som holdes cirka én gang om måneden. Flere gange har der også været dåb i kirken samt et enkelt bryllup i kirkens have med masser af gæster og god mad.
– Kirken er en social ramme. Den er et samlingspunkt. Det er her, meget af de indsattes fritid går, siger Bo Nicolaisen.
En uundværlig brik
Bo Kring Nicolaisen er ikke i tvivl om, at det er værdifuldt for de indsatte, at kirken og præsten kan være et helle.
– Hvis ikke de indsatte havde en præst og en kirke at gå til med det, der fylder i dem, tror jeg, det ville være lidt som en trykkoger uden ventil. De får afløb for deres frustrationer på en anden måde end ved at vende dem mod indsatte og personalet, siger Bo Kring Nicolaisen.
Netop derfor ser Bo Kring Nicolaisen også sig selv som præst i fængslet længe endnu.
– Det er her, jeg hører til. Jeg føler mig meget privilegeret. Det gør noget godt for mig at være her i fængslet, og det gør også noget godt for de indsatte, siger Bo Nicolaisen.
Og hvem ved. Måske står der en dag igen på væggen, at Bo Præst er en verdensmand. Som en form for påmindelse om, at kirken har en vigtig plads alle steder. Også i Kragskovhede Fængsel.
I fængslets kirke har Bo Nicolaisen to regler: Man skal opføre sig ordentligt, og man må ikke være synligt påvirket af alkohol eller stoffer. De regler overholder de indsatte. Foto: Anika Thorø Weber