Fortsæt til hovedindholdet
12. august 2026

Folkekirken på Kulturmødet 2026

Folkekirken er igen med på Kulturmødet på Mors med samtaler, debat, fællessang og kirkekaffe.

Det stærke lokale hold bag Folkekirken på Kulturmødet 2026. Foto: Nykøbing Mors Kirke

Af sognepræst Sigrid Wilbrandt Kjær

Lige ved siden af kirken på Torvet i Nykøbing Mors ligger en fin lille park som et åndehul midt i byens aktivitet. 

Parken hedder Kirkehaven, og under Kulturmødet Mors 20.-22. august inviterer Folkekirken i Aalborg Stift til tankevækkende oplæg, inspirerende samtaler og masser af fællessang. Det hele kan suppleres med en god kop kirkekaffe.

SE hele programmet i Kirkehaven under Kulturødet 2026

Kirkemusik, bøger og podcast

Af programmet kan nævnes en paneldebat om kirkemusik: Om de udfordringer, der tegner sig med mangel på organister og kirkemusikere, og hvad der i det hele taget rører sig i Folkekirken musikalsk set. 

Her deltager Martin Gade, rektor for Vestervig Kirkemusikskole, og organist og projektmedarbejder ved Liturgisk Forum Martin Lysholm Hornstrup.

Der er også besøg af Marianne Søgaard, der tager publikum med på en vandring i Højskolesangbogens sange på en jagt efter tidens religiøse tone.

Forfatter Jens Christian Grøndahls roman, “At velsigne et liv”, udkom i 2025, og han besøger Kirkehaven med et oplæg om bogen med den “kristendomsnære” titel, hvor præsten spiller en betydelig rolle.

Christina Holm Dahl, som står bag podcastserien “Musikerskab”, inviterer til åben podcastoptagelse i teltet. Hun har inviteret to erfarne musikere til en samtale om musikerliv.

Kirkens rolle i samfundet 

Kun få steder i landet er der så mange kirker per indbygger som på Mors, hvor der er 34 kirker. 

Idéhistoriker Mette Bærbach Bas har været til gudstjeneste i dem alle og vil sammen med provst i Morsø Provsti, Mette Moesgaard Jørgensen, debattere landsbykirken som trossted, livsfundament og tilhørsforhold.

Biskop i Ribe Stift, Elof Westergaard, holder oplæg om kirker og kirkegårde, og hvordan kristendommen i 1200 år har sat spor i det danske landskab - ikke kun i granit og kalk, men i vores syn på mennesket, fællesskabet og ansvaret for hinanden.

Der er gratis adgang til hele programmet. 

Personale og frivillige fra Nykøbing Mors Kirke vil være i Kirkehaven under hele Kulturmødet, så der også er mulighed for gode samtaler med dem midt i Kulturmødets eldorado af spændende tilbud.