Fortsæt til hovedindholdet
16. januar 2026

Interesse for høringen om dåbsritualet

Over 1300 borgere, menighedsråd og organisationer har svaret på den offentlige høring om dåbsritualet, og næsten 900 præster har svaret i et særligt spørgeskema. Det samlede materiale indgår nu i dåbskommissionens videre arbejde.

Over hele landet har borgere og kirkelige aktører bidraget med vurderinger og kommentarer til dåbskommissionens høring. Foto: Mads Holm

Af Kirsten Weiss Mose og Ingeborg Marie Nielsen

Arbejdet med folkekirkens dåbsritual har ført til en bred indsamling af erfaringer og svar. 

Over hele landet har borgere og kirkelige aktører engageret sig i processen og bidraget med vurderinger og kommentarer til dåbskommissionens høring, som udløb 31. december 2025.

Formand for dåbskommissionen, biskop Thomas Reinholdt Rasmussen, er glad for de mange input og tilfreds med omfanget af svar.

– Det er tydeligt, at dåb er noget, mange har et stærkt forhold til, både inden for og uden for kirken. Det er glædeligt, og nu er vi gået i gang med at gennemgå svarene. Den brede respons giver os et fornuftigt grundlag, når vi nu arbejder videre i dåbskommissionen, siger Thomas Reinholdt Rasmussen.

Dåbskommissionen har modtaget 1382 høringssvar i den åbne høring. Skemaet har været åbnet 4450 gange. 1145 privatpersoner har bidraget, mens 151 menighedsråd og 86 repræsentanter for organisationer, institutioner og andet står for resten. 

Parallelt med høringen har folkekirkens præster haft mulighed for at afprøve tre mulige modeller for et nyt ritual og indsende feedback og kommentarer i et særligt spørgeskema.

Af 2264 inviterede præster har 910 afleveret besvarelser, hvilket giver en svarprocent på 40,2. Næsten halvdelen af dem har afprøvet mindst én af modellerne, mens 52 procent ikke har afprøvet nogen model. 

Herudover er der foretaget 40 kvalitative interviews i pastorater rundt om i landet.

7. marts inviterer dåbskommissionen til national konference om resultaterne af den folkelige høring og erfaringerne fra afprøvningen af de tre modeller.

Konferencen giver deltagerne et overblik over kommissionens arbejde og det grundlag, kommissionen skal færdiggøre sit arbejde på. Der vil også blive mulighed for at følge konferencen digitalt.

Læs mere i temaet Dåben til eftersyn, hvor alt relevant materiale om dåbskommissionens arbejde samles.

Om høringen

Åben høring

- 1382 høringssvar
- 1145 fra privatpersoner
- 151 fra menighedsråd
- 86 fra organisationer og institutioner
-  Derudover er 30 svar tastet ind manuelt

 

Skemaet har været åbnet 4450 gange

Præsternes svar

- Særligt spørgeskema sendt til 2265 præster i folkekirken

- 910 har svaret (40,2 procent)
- 52 procent har ikke afprøvet modellerne, mens 413 har afprøvet mindst én model