Ny kirke lyser op på hospitalet
Da Aalborg Universitetshospital åbnede i 2026 var det med en kirke fuld af lys, farver og bibelske fortællinger. Her er der plads til gudstjeneste og andagt, stilhed og eftertanke og til spørgsmål om tro og tvivl. Kirkens kunstneriske udtryk er skabt af billedhugger Bjørn Nørgaard.
Kirken på Aalborg Universitetshospital er skabt af billedhugger Bjørn Nørgaard. Kirken blev færdig i foråret 2025 og indviet 7. juni 2026. Foto: Hans Ravn
Af Anika Thorø Weber
En forgyldt stjernehimmel af davidsstjerner breder sig over loftet. En oplyst væg med glasmosaikker fylder hele bagvæggen med store bibelfortællinger.
Og lige fremme bag alteret fanger en stor søjle opmærksomheden. Den står helt centralt, omkranset af en Jakobsstige, en tornekrans, eller er det en DNA-streng?
Det nye Aalborg Universitetshospital har også fået en ny kirke.
LÆS biskoppens tale ved indvielsen 7. juni 2026
Midt i hospitalets travle hverdag, hvor læger, sygeplejersker og andre ansatte hver dag helbreder og lindrer, åbner kirkerummet for noget andet. Her er der plads til ro og fordybelse, til tro og tvivl og til de tanker og spørgsmål, der kan opstå, når livet forandrer sig.
Kunsten er ikke blot udsmykning. Den er med til at skabe det særlige kirkerum, et sted, hvor mennesker i svære som lykkelige stunder kan finde ro, håb og eftertanke.
- I Danmark er det tradition, at vi har en kirke på et hospital, og jeg synes, det er meget vigtigt, at vi holder den tradition i hævd. Hospitalet er et sted, hvor mange er i krise - uanset om de modtager gode eller dårlige nyheder. Derfor har vi brug for et rum, hvor man ikke skal præstere eller behandles, men bare være, siger biskop Thomas Reinholdt Rasmussen.
Han stod for festgudstjenesten under indvielsen af kirken 7. juli 2026 og fremhæver, at kunsten er en vigtig del af oplevelsen, når patienter, personale og pårørende sidder i kirken.
- Den nye kirke er blevet et sted fyldt med stærke fortællinger. De møder mennesket dér, hvor det er, og hjælper med at give plads til de følelser, der fylder for den enkelte: sorg, håb eller måske taknemmelighed, siger biskoppen.
Den nye kirke er blevet et sted fyldt med stærke fortællinger. De møder mennesket dér, hvor det er, og hjælper med at give plads til de følelser, der fylder for den enkelte: sorg, håb eller måske taknemmelighed.
Det er billedhugger Bjørn Nørgaard, der har skabt en kirke i rummet – fra glasmosaikker og alter til lysestager og gulv. Selvom han tidligere har skabt kunst til fire jyske kirker, er det første gang, han har haft ansvaret for det samlede udtryk.
- Det har været et privilegium at skabe en hel kirke. Jeg er utrolig glad for, at jeg fik muligheden, siger han.
Kunsten skaber rummet
Bjørn Nørgaard påbegyndte arbejdet i 2017 med ambitionen om at skabe et kirkerum, der favner kristendommens store fortællinger og samtidig taler til mennesker, der står midt i en livskrise.
- Det har været vigtigt for mig at ramme en bredde i, hvad kristendommen fortæller os. Derfor er der både referencer til Det Gamle Testamente, Det Nye Testamente og til jødedommen, som kristendommen jo udspringer af. For det siger alt sammen noget om, hvordan vi forstår os selv og den kultur, vi er en del af.
Som et af de store kunstværker i kirken finder man derfor glasmosaikkerne med tre af biblens centrale fortællinger. De skildrer Moses med lovens tavler på Sinajbjerget, Forklarelsen på bjerget og Bjergprædikenen.
- Det nye spejler sig i det gamle, så det nye og det gamle testamente bliver bundet sammen, siger Bjørn Nørgaard.
Et af de mest markante elementer i kirken er en bærende søjle i rummet, som ikke kunne flyttes eller skjules. I stedet har Bjørn Nørgaard set den som et udfordrende benspænd, der åbnede for nye muligheder.
- Søjlen er med til at bære selve hospitalsbygningen, og den er så stor, at den er svær at ignorere. Det ville være dumt at gøre forsøget. I stedet er den blevet en aktiv del af et af kunstværkerne.
Rundt om søjlen snor en tornekrone sig. Tre nagler peger på korsfæstelsen, mens spiralformen samtidig leder tankerne mod en DNA-streng – og for Bjørn Nørgaard også mod Jakobsstigen, der forbinder jord og himmel som Kristi Himmelfart.
- Den, der besøger kirken, må selv lægge betydning i værkerne. Men for mig er det de tre elementer, som spiralen repræsenterer.
Biskop Thomas Reinholdt Rasmussen og billedhugger Bjørn Nørgaard ved indvielsen af hospitalskirken.
Kirke skal bruges
Selvom Bjørn Nørgaard og Thomas Reinholdt Rasmussen er optaget af kirken som kunstværk, så har det stor betydning, at kirken ikke blot er kunst, men et rum, der skal bruges.
Med siddepladser til omkring 14 mennesker er kirken en intim oplevelse for den, der opsøger den i åbningstiden.
Kirken kan dog udvides, fordi den ene side er udstyret med en foldedør. På den måde kan hospitalets foyer blive en aktiv del af kirken, for eksempel når de tilknyttede hospitalspræster holder gudstjenester og kirkelige handlinger, eller der holdes større arrangementer og koncerter i foyeren.
LÆS mere om hospitalspræsterne i Aalborg Stift
- Rummet har en todelt funktion; det kan være rum for eftertanke til det menneske, der bruger det til personlig andagt og har modtaget enten gode eller dårlige nyheder på hospitalet. Men det kan også være et rum, hvor vi samles om fællesskabet uanset, hvad det enkelte menneske er fyldt af, siger Thomas Reinholdt Rasmussen.
Han er spændt på, hvordan rummet vil blive brugt i årene fremover.
- Der er noget nådefuldt over rummet, synes jeg. Når jeg betragter de enkelte kunstværker, går jeg opløftet fra dem. De fortæller om en Gud, der ser på os med milde øjne og omfavner os. Det håber jeg, at de besøgende også mærker og tager til sig.
Kirken på Aalborg Universitetshospital
Hospitalskirken blev indviet 7. juni 2026 og er kunstnerisk udsmykket af billedhugger Bjørn Nørgaard.
- Arbejdet begyndte i 2013, da Aalborg Stift og Region Nordjylland indledte et samarbejde om etableringen.
- Kunsten stod færdig i foråret 2025 og blev fejret, inden kirkerummet blev lukket igen frem til hospitalets åbning og kirkens indvielse i 2026.
- Kirken ligger centralt ved hospitalets store foyer og er åben hver dag kl. 8.00-19.00 for alle, der ønsker ro og fordybelse.
- Her holdes gudstjenester, andagter og kirkelige handlinger. Kirken bruges også til samtaler, foredrag, koncerter og andre aktiviteter.
- Kirken er finansieret af provstierne i Aalborg Stift, Salling Fondene, Augustinus Fonden samt Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.
Under indvielsesgudstjenesten var dørene slået op ud mod foyeren. Foto: Hans Ravn
Træd ind og se kunsten i kirken
Indretningen af kirkerummet er skabt af billedhugger Bjørn Nørgaard.
I videoen fortæller sognepræst Troels Laursen om kunsten i kirken. Videoen er blevet til på initiativ fra hospitalspræsterne og er også tilgængelig for besøgende i selve kirken [videoen er ikke tekstet].