På gaden betyder et kram mere end ord

Som gade- og korshærspræst i Aalborg har han et arbejdsliv langt fra sine tidligere jobbeskrivelser som sognepræst i Aaby Sogn og på Djursland. Her er det omsorgen for mennesker i udsatte positioner, der bærer hverdagen.

-  Jeg både giver og modtager mange kram hver dag, siger Frans Rossing Andersson.

Liv på gaden

Det er sjældent "hr. og fru Danmark", som Frans Rossing Andersson falder i snak med, når han en helt almindelig tirsdag formiddag bevæger sig rundt i gademiljøet i Aalborg.

Ofte begynder han dagen i Kirkens Korshærs varmestue på Søndergade og bevæger sig derfra mod højre i retning af de øvrige væresteder og varmestuer i byens centrum. Undervejs løber han jævnligt ind i stedernes brugere, der genkender ham og slår følge med ham på vej mod næste stop.

- Piller, hash og alkohol er nogle af de helt store spillere i hverdagen for mange af dem, jeg taler med. De fleste er påvirket på den ene eller den anden måde, og mange lever et liv på gaden både dag og nat. De er dem, som andre betragter som samfundets bund, siger Frans Rossing Andersson.

Han oplever, at mange er plaget af stor uro i deres sind. Et liv med et ufatteligt kaos ligger bag dem, og de forsøger nu at leve et liv med alt det, de har med sig.

- Det er mennesker, der er helt utroligt alene. De har en stor mistillid til andre og ingen nære relationer. Dem, de omgiver sig med, er også dem, der stjæler deres penge eller mobiltelefon, siger Frans Rossing Andersson.

Tro på kærligheden

Ifølge gadepræsten er det sjældent, han har samtaler, der varer mere end fem minutter – og ofte er de ganske usammenhængende, fordi misbrug blokerer for de dybe samtaler. Netop derfor insisterer han på, at nærvær og den fysiske tilstedeværelse er det bærende i hans arbejde. 

Det gælder i samtaler indendørs over en kop kaffe på byens varmestuer og væresteder, men også når han sidder og skutter sig i vinterkulden på et cykelstativ med gadens folk.  

- Det handler om at være et medmenneske og give fællesskab. At være til stede i det, der er, og give mennesker et glimt af, at de har værdi, som de er – også selvom de ikke kan føre en reel samtale eller give noget tilbage. Det er små dryp af nærvær uden regnskab, siger Frans Rossing Andersson. 

I sit forsøg på at tilbyde nærvær, oplever han dog ofte at træde ind i verdener, der ikke vil forstyrres.

- Mange er så låst i deres sind, at de hellere vil være overladt til deres egne tanker end tale med mig. Alligevel er det min opgave at bryde stilheden og tilbyde nærvær. Det kan være en svær balance. Jeg tror på, at det er vigtigt at bryde deres verden og give dem et glimt af kærlighed og fællesskab, siger gadepræsten.

Udover det fysiske nærvær og de korte samtaler arbejder gadepræsten også for at give de udsatte et blik for, at der findes en Gud, der elsker dem ubetinget.

Det gør Frans Rossing Andersson i den månedlige gudstjeneste for gadens folk i Vor Frue Kirke. Det er også ham, der står for begravelserne, hvor gennemsnitsalderen for de afdøde ofte er langt under landsgennemsnittet.

- Jeg forsøger altid at gøre det til en så værdig afsked som muligt og fortælle personlige beretninger, hvis jeg kan. Alle fortjener at blive husket, siger han.

Foruden aktiviteterne i kirken, så holder Frans Rossing Andersson også en ugentlig andagt i Kirkens Korshærs varmestue. 

Her er det ikke biblens ord, der fylder mest, men fællessang med kendte numre af blandt andre Kim Larsen og Lars Lilholt – måske suppleret med et par korte refleksioner. Formålet er et positivt og let tilgængeligt fællesskab i varmestuen.

Slidsomt men værdifuldt

Selvom Frans Rossing Andersson tror på værdien af at være til stede og vise næstekærlighed, så oplever han også udmattelsen i arbejdet. Nogle dage har han svært ved at finde styrken til at gå ud på gaden og møde de skæbner, der venter ham.

- Det er en barsk hverdag at navigere i, for selvom jeg oplever stor taknemmelighed, så kan det være svært at se, at jeg faktisk er med til at rykke noget. Jeg håber bare på, at de mennesker jeg møder, finder en lille smule håb for deres liv, siger Frans Rossing Andersson. 

Selv klynger han sig til troen på, at vi mennesker er ens i det inderste og skal være der for hinanden – og til sin base i Kærby i Aalborg, hvor hans kone og børn er med til at give ham energien til at gå en ny arbejdsdag i møde.

Så længe dét giver kræfter til at fortsætte, så holder han stædigt fast med sit milde blik og de faste klem om hænder såvel som skuldre.

- Nogle vil måske påstå, at det ikke kan betale sig at være til stede netop her. Jeg føler i hjertet, at det er vigtigt. Derfor bliver jeg ved; også når det er slidsomt, siger han.