Præster og gymnasier i fælles samtale med folkeskolens unge
En dag med eksistentielle samtaler skal give 9.-klasseelever indblik i både gymnasiet og de store spørgsmål om livets mening.
Gymnasiepræst Sofie Gjørup Winkel fortalte elever i 9. klasse om begrebet værdier, da Hvad er Meningen? blev afholdt på Fjerritslev Gymnasium 14. januar 2026. Foto: Anna Margrethe Dige Saxild
Af Marie Hoehl Tolstrup
Hvad er et menneske værd? Hvad er sandhed? Og hvilken plads har mennesket i verden?
Det er store spørgsmål, som mange unge går og tumler med.
De eksistentielle spørgsmål er omdrejningspunktet for brobygningsprojektet Hvad er meningen?, som for første gang har samlet 9. klasser fra nordjyske folkeskoler på en række nordjyske gymnasier.
– Unge tænker meget over livet og verden og bærer også på bekymringer. I folkekirken ønsker vi at være en tryg samtalepartner og have en åben og oplyst samtale med unge om det, der fylder, fortæller Anna Margrethe Dige Saxild, religionspædagogisk konsulent i Aalborg Stift og medarrangør på projektet Hvad er Meningen?.
Artiklen fortsætter under billedet.
Aalborg Stifts gymnasiepræster deltager som oplægsholdere og er samtidig en del af planlægningsgruppen bag projektet. Foto: Anna Margrethe Dige Saxild
Arrangementerne er skabt i et samarbejde mellem de gymnasiale uddannelser i Nordjylland og gymnasiepræsterne i Aalborg Stift, der igennem flere år har inviteret gymnasieelever fra hele Nordjylland til Hvad er Meningen?-arrangementer i Folkekirkens Hus i Aalborg.
På Støvring Gymnasium har projektet for 9. klasser været afholdt før, men i januar 2026 har også Mariagerfjord Gymnasium og Fjerritslev Gymnasium udbudt arrangementet for elever fra 9.klasse i folkeskolen.
Dermed er tilbuddet blevet udvidet, så endnu flere unge får mulighed for at deltage, fortæller Anna Margrethe Dige Saxild.
- De ældste folkeskoleelever er en gruppe, folkekirken ikke har så stor kontakt med, og her er faktisk en mulighed for at være tilstede og høre og tale med eleverne om deres tanker, spørgsmål og undren.
Brobygning i vigtig overgang
For gymnasierne fungerer Hvad er Meningen? samtidig som et brobygningsforløb. Arrangementet foregår på et tidspunkt, hvor eleverne skal til at vælge ungdomsuddannelse, og dagen giver dem et konkret indblik i gymnasiets faglighed, undervisningsformer og studiemiljø.
Gennem oplæg, samtaler og mødet med forskellige faglige og livstolkende perspektiver bliver eleverne inviteret ind i gymnasiets måde at arbejde med viden, tro og refleksion på.
– Ved at høre flere perspektiver på de samme spørgsmål får eleverne erfaring med, at verden ikke er sort-hvid – og at viden, tro og forståelse ofte opstår i spændingsfeltet mellem forskellige måder at se tilværelsen på, siger Anna Margrethe Dige Saxild.
Samtidig opfordres de unge til at være nysgerrige, undersøgende og kritiske i forhold til, hvor de søger viden og indsigt.
– Der er altid mere at spørge om og mere at undre sig over, tilføjer hun.
Artiklen fortsætter under billedet.
Provst i Aalborg Østre Provsti, Oral Shaw, holder oplæg om menneskets værdi. Foto: Anna Margrethe Dige Saxild
Samtalen som håb
De centrale temaer i Hvad er Meningen? kredser blandt andet om lidelse, sandhed, menneskets værdi og menneskets plads i verden.
Målet er ikke at give færdige svar, men at vise, at eksistentielle spørgsmål kan undersøges, deles og diskuteres, og at samtalen i sig selv har værdi.
- Håbet er, at eleverne går hjem med en oplevelse af, at de selv er med til at forme deres svar på livets store spørgsmål. At de får mod på at tale videre med hinanden og med voksne, og at de bærer en tro på, at samtale kan føre til forståelse, respekt og fælles forundring over forskellighederne i den verden, vi deler, siger Anna Margrethe Dige Saxild.
Læs mere om projekt 'Hvad er meningen?' i faktaboksen under billedet
Hvad er meningen?
Hvad er meningen? er et tværfagligt projekt mellem folkekirken i Aalborg Stift og en række nordjyske gymnasier, HF og HTX, hvor eleverne møder både naturvidenskabelige og teologiske perspektiver på fælles eksistentielle temaer i oplæg, workshops og arbejder med emnerne fra forskellige faglige vinkler.
Arrangementet foregår en gang om året i Folkekirkens Hus i Aalborg og for 9.klasser fra folkeskolerne på lokale nordjyske gymnasier, HF og HTX.
Gymnasiepræster i Aalborg Stift
Gymnasiepræsten er et folkekirkeligt tilbud til studerende ved de gymnasiale uddannelser i Aalborg Stift.
Gymnasiepræsten fungerer som samtalepartner for gymnasiernes elever som supplement til andre tilbud på gymnasiet. Præsten har tavshedspligt og kan kontaktes uden for gymnasiets øvrige åbningstid.