Fortsæt til hovedindholdet
27. april 2026

Som provst tager Kristine ansvar for helheden

Provst Kristine Jersin arbejder for at styrke samarbejdet mellem sogne præster i Rebild Provsti. Her hjælper hun trivsel, opgaver og løsninger godt på vej gennem sparring, netværk og nye initiativer.

Provst Kristine Jersin nyder, at arbejdet giver hende mulighed for at møde mange forskellige mennesker i provstiet. Foto: Anika Thorø Weber

Af Anika Thorø Weber

- Jeg er særligt optaget af den netværksopgave, der ligger i stillingen som provst. Jeg er med til at tage ansvar for sammenhæng og helhed i beslutninger, men hvad der skal ske, beslutter vi i fællesskab, siger provst Kristine Jersin.

Hun har altid haft sin mening om tingene og lyst til at skabe forandring, når hun ser nye muligheder.

Efter næsten 20 år som sognepræst i folkekirken kastede hun sig derfor i 2023 ud i noget nyt, da hun søgte stillingen som provst i Rebild Provsti og sognepræst i Nørlund Pastorat.

Hun kom fra et præsteembede i Viborg Stift, men fra 2002-2013 var hun sognepræst i Øster Hornum Sogn, og derfor kendte hun allerede Aalborg Stift godt. 

Stærkt samarbejde

Som provst er Kristine Jersin nærmeste leder for 14 præster. Samtidig har hun ansvar for en række økonomiske og administrative opgaver, der også vedrører menighedsrådene i provstiet.

Fra begyndelsen har hun været optaget af, hvordan samarbejde på tværs kan styrke den enkelte kirke og hele provstiet.

Det gælder ikke mindst i et provsti som Rebild, som står i en brydningstid, hvor flere indbyggere flytter fra landområderne og mod de større byer, særligt mod Aalborg og Støvring.

For at understøtte samarbejdet besluttede hun sammen med provstiudvalget som noget af det første at nedsætte en række erfagrupper for de forskellige poster i menighedsrådene. 

Det betyder, at kasserer, formænd og flere andre funktioner i menighedsrådene med jævne mellemrum sætter sig sammen, sparrer med hinanden og går hjem med ny viden og ny inspiration.

Et af de projekter, hun blandt andet har stået i spidsen for, er at alle kirkegårde i provstiet får elektroniske kirkegårdskort via samme platform.

Det er kort, som medarbejderne bruger til at holde overblik over, hvor grænserne går mellem gravpladserne på kirkegården, pladsernes udløbsdato samt hvilke pladser, der står tomme.

Kortet letter arbejdet på den enkelte kirkegård, og samtidig har indkøbet til flere sogne udløst en mængderabat, der frigiver midler til andre projekter.

- Jeg oplever virkelig, at der er nogle meget oplagte steder, hvor vi kan øge samarbejdet og få noget godt ud af det økonomisk eller direkte i kirkelivet, siger Kristine Jersin, der har fået positive tilbagemeldinger på de samarbejdsforandringer, hun har medvirket til.

- Men vi skal heller ikke samarbejde på tværs for enhver pris. Vi skal have respekt for, at sogne er forskellige, også i landområder som vores, tilføjer hun.

Jeg oplever virkelig, at der er nogle meget oplagte steder, hvor vi kan øge samarbejdet og få noget godt ud af det økonomisk eller direkte i kirkelivet

Kristine Jersin, Provst for Rebild Provsti

Skaber gode rammer

Samarbejde og netværk er også i fokus, når snakken falder på ledelsen af provstiets præster.

Som provst er Kristine Jersin bindeled mellem biskop og præster, og hun har en central rolle i at skabe gode rammer, rekruttere nye præster og hjælpe dem godt i gang med arbejdsopgaverne.

- Det er en kæmpe og vigtig opgave at medvirke til, at alle præsterne trives bedst muligt. Som præst ved jeg selv, hvor hårdt det kan være, når noget ikke fungerer. Derfor er det også vigtigt for mig at give mit bidrag til, at rammerne er gode for den enkelte præst, siger Kristine Jersin.

Den opgave løser hun dels gennem individuelle samtaler, og så arrangerer hun netværksdage og fælles udflugter, så præsterne i provstiet kan sparre, styrke samarbejdet og spejle sig i hinanden, både når det gælder glæder og udfordringer.

- Det er spændende at være med til at skabe sammenhænge, hvor præsterne kan møde hinanden. Jeg tror, det er vigtigt for trivslen.

Mod på mere

Det er uden tvivl en udfordring at træde ind i en travl ”blækspruttestilling” som provst.

- Der følger mange arbejdsopgaver med at være provst, men jeg er taknemmelig for, at jeg også fortsat er præst. Det er en del af min identitet, og det er vigtigt for at mærke, hvad der rører sig på det helt jordnære plan i kirken.

Mange opgaver har været nye, ikke mindst at sætte sig ind i juridiske forhold og meget andet, som ikke hører under en traditionel præstestilling. Alligevel har Kristine Jersin stort mod på at fortsætte, forhåbentlig mange år endnu.

- Der er stadig en masse spændende arbejde, der venter. Jeg glæder mig til at dykke endnu længere ned i maskinrummet på alle niveauer i folkekirken og være med til at tegne retninger og lave prioriteringer for fremtiden.

Som provst er hun også blevet valgt til Aalborg Stiftsråd, der lige nu arbejder på at kortlægge den demografiske udvikling i stiftet og udarbejde en strategi, så folkekirken kan være nærværende i befolkningen længe ud i fremtiden.

- Vi skal blive ved med at have en levende folkekirke i byen og på landet, så det er vigtigt, at vi samarbejder, hvor det er muligt, siger Kristine Jersin.

Provstens arbejde

- En provst er gejstlig leder af et provsti og biskoppens lokale repræsentant

- Provsten er nærmeste leder for præsterne og fører tilsyn med deres arbejde

- Har en central rolle i ledelse og i samarbejdet med menighedsråd

- Er samtidig sognepræst og medlem af provstiudvalget

 

Læs om provstier, provstiudvalgtes og provstens arbejde hos folkekirken.dk

Provst Kristine Jersin

- Uddannet cand.theol. fra Aarhus Universitet

- Indsat som provst i Rebild Provsti og sognepræst i Nørlunds Pastorat 1. marts 2023

- Tidligere sognepræst i Øster Hornum Sogn og i Houlkær Sogn

 

Læs Kristine Jersins tiltrædelsesinterview fra 2023

 

Kontakt provst Kristine Jersin