Fortsæt til hovedindholdet
24. april 2025

Biskop Thomas Reinholdt Rasmussen deltager i pavens begravelse

26. april deltager biskop Thomas Reinholdt Rasmussen på vegne af folkekirken i pave Frans' begravelse fra Vatikanet i Rom. Selvom der er forskelle mellem kirkerne, deler vi det samme håb, siger han.

Biskop Thomas Reinholdt Rasmussen i audiens hos pave Frans i 2022. Foto: Vatican media

Af Det Mellemkirkelige Råd og Ingeborg Marie Nielsen, Aalborg Stift

Når pave Frans begraves fra Vatikanet i Rom 26. april er det med deltagelse af to danske biskopper. 

Biskop over Aalborg Stift, Thomas Reinholdt Rasmussen, deltager på vegne af folkekirken i en fællesnordisk delegation af kirkelige overhoveder.

-  Den romersk-katolske kirke er en del af folkekirkens historie. I flere år har jeg selv deltaget i samtaler med den katolske kirke her i landet vedrørende kirke og tro. I den forbindelse mødte jeg pave Frans i 2022. Selvom der er forskelle mellem kirkerne, deler vi det samme håb. Pave Frans har som person været betydningsfuld for vores tid, og det er naturligt, at folkekirken også er repræsenteret ved begravelsen, siger han.

Styrket forbindelse

Biskop over Viborg Stift Henrik Stubkjær deltager som præsident for Det Lutherske Verdensforbund, LVF.

- Jeg ser frem til at vise paven en sidste ære. Han var en markant kirkeleder, som har formået at trænge langt ud over den katolske kirke med sine budskaber om værdighed for fattige og udskudte, om klimaet og menneskets ansvar i forhold til skaberværket. Det er der, vi som lutheranere står i stærkt fællesskab med katolikkerne, siger Henrik Stubkjær.

De venskabelige forbindelser mellem den katolske kirke og den lutherske kirke, som folkekirken er en del af, blev styrket efter pave Frans’ besøg i Lund i Sverige ved den internationale markering af 500-året for Reformationen i 2016. 

Her manede paven til enhed, og der blev indgået samarbejdsaftaler mellem det lutherske og det katolske internationale nødhjælpsarbejde - henholdsvis LVF’s World Service og det katolske Caritas Internationalis.