Adventskronik bragt i Kristeligt Dagblad 20. december 2025
Af Thomas Reinholdt Rasmussen, biskop over Aalborg stift.
Det er forunderligt, som julen får sin klangbund i barndommen. Sangen ”Der er noget i luften”, som blev skrevet af præsten Vilhelm Gregersen i 1911, handler netop om barndommens jul, og dens noget sentimentale indhold var ganske givet en af grundene til, at den først sent kom ind i Højskolesangbogen, selvom den alle dage har været en elsket sang ved adventsmøder og juleoptakter.
Selv oplevede jeg som barn julen som en dyb tid. Der var en stemning, der i den grad greb mig, og særligt skolens julefejring var særlig. Jeg begyndte i folkeskole i 1977, og december indledtes med, at min klasselærer tegnede – med noget så utroligt som farvekridt – 24 slukkede lys på tavlen, bundet sammen af en granranke, og dernæst fik de hver en flamme tegnet på, som dagene gik. Der kom mere og mere lys.
Hver mandag i adventstiden var der skuespil ved 5. klasserne i festsalen, for sådan en havde man selvfølgelig. En organisation med respekt for sig selv kan feste. Og sidste dag inden jul tegnede min klasselærer på tavlen, og igen med de forjættende farvekridt, julekrybben med barnet, Maria og Josef, og vi hørte en julehistorie og fik juleevangeliet læst, inden skolen samlet gik i kirke. Undervejs havde vi også spist måske lidt rigelige mængder af slik og juleknas, så energien var høj på fortovet mellem skole og kirke.
Vi var flere hundrede børn i kirke, og jeg husker faktisk ikke helt præstens prædiken eller salmerne, men stemningen står klart for mig. Det var højtid.
Siden har juleevangeliet hos evangelisten Lukas stået som det helt centrale. Engang kan jeg huske, at jeg juleaftensdag sad og kiggede ind i juletræets virvar af glimmer, flag og kugle, og sætningen om, at en fattig jomfru sad i løn, blev ved med at lyde i mit hoved. For julen var selvfølgelig juleræs og gaver, spænding og mere eller mindre materielle goder, men inderst inde var der en historie, der blev ved med at lyde: den om barnet i krybben.
Juletræet havde vi et særligt forhold til i min familie. Eller rettere sagt: min far havde. Træet skulle gå til loftet, og det skulle først sættes på fod 24. december om formiddagen og da først komme ind i stuen.
Det var højtid, men også noget af et drama, da alle butikker var lukkede, så intet kunne erstattes, og min far var ikke ligefrem en håndværksmæssig ørn. Vi så med stigende bekymring på kampen ude på terrassen mellem træ, fod og mand og tænkte, om det mon blev jul igen i år? Men det blev det jo. Trods alt. Træet kom ind og blev pyntet fortrinsvis af os børn, så jeg har faktisk aldrig set noget lignende.
I mit første præsteår havde jeg besluttet det samme: Vi anskaffede os et gigantisk træ, der gik fra præstegårdens gulv til loft – hvilket var en del – og derfor uden at tænke på, at det faktisk også var meget bredt og omfangsrigt.
Dernæst havde jeg ikke lige gennemtænkt juletræsfodens størrelse. Det så dog vældigt ud, lige indtil den gode formand for det lokale Indre Mission-samfund trådte ind i vores stue for at ønske glædelig jul og fik et væltende juletræ ned over sig og forsvandt mellem grenene. Det tog han dog med godt humør og latter, og vi hjalp hinanden med at spænde træet fast i loftet med krog og et stykke snor. Så både hang og stod træet julen over.
Nu har vi anskaffet os en juletræsfod, der er svejset sammen på Frederikshavn Værft. Den kan holde til det meste.
Vi var i min barndom en folkekirkelig familie, som de er flest. Vi brugte kirken i ny og næ og særligt ved højtid og kirkelige handlinger. Vi overrendte den ikke. Men juleevangeliet fik for mig en helt særlig klang, der gør, at jeg hvert år, når det lyder i kirken juleaften, fyldes med glæde over, at så smukke ord findes.
Jeg har sagt til min hustru, at der skal prædikes over juleevangeliet ved min begravelse. Selvom vi smiler lidt ad det, så er det væsentligt, for her samles for mig alt i Jesu føderum.
Jeg havde et kassettebånd med sange fra ”Jul i Gammelby”. Den TV-julekalender holdt jeg meget af. Kassettebåndet var en blandet landhandel med lystige nisseviser blandet med julesalmer. Og Ove Sprogøe og Karen Lykkehus sang muntert med sprukne stemmer.
Og særligt Grundtvigs ”Velkommen igen, Guds engle små” gik lige ind i mig. Så meget at jeg en dag som ung teologistuderende gik over Christianshavns Torv efter undervisning på det hedengangne fakultet i Købmagergade og kunne høre salmen for mig selv med ordene om, at selvom det er forblommet, så ”de drømme dog sandt om barnets hjem/som lå i kryberummet”.
Det er ord, hvor Grundtvig foregriber sin indsigt året efter i 1825 med ”Kirkens Gjenmæle”, hvor det ikke er Skriften, men sakramenternes møde mellem os og Kristus i nutiden, der er det grundlæggende. Det er nu og her, kristendom finder sted.
Ordene fra kassettebåndet var sunket ind og fandt fornyet mening. Kristendom er ikke at tro på noget fortidigt sket. Det er altid mødet med Kristus i den nutid, der er vores. Kristendom er grundlæggende nutid. Men fortiden kan så frø.
Så juleevangeliet stod tydeligt. Og det giver mig som sagt hvert år en helt særlig fornemmelse, når det læses i kirken juleaften. Det er en så levende og bevægende fortælling, der uden spekulationer egentlig ganske stilfærdigt trækker os ind i en vældig beretning som den romerske kejser, statholdere, hyrder og engle og ikke mindst Maria, Josef og barnet.
Det hele sat i gang af tælling og optælling. Alle skal tælles, og alle skal passe ind. Men det er således, at når kejseren har talt enhver, og alt er sat på plads, så sprænger barnet i krybben rammen og lader alt begynde på ny, for barnet er ikke talt med. Barnet i krybben er fortællingen om, at vi ikke kan gøre alt op og tælle livet sønder og sammen. Der er altid mere at sige. Og det ord tilhører heldigvis i sidste ende Gud.
Derfor er det væsentligt, at vi fortæller julens grundlæggende beretning til hinanden. For det åbner for livet. For år tilbage besluttede vi i den by, hvor jeg var præst, at vi skulle have en julekrybbe som en del af byens juleudsmykning. Ikke at juleudsmykningen ikke var flot og god. Den kredsede blot kun om julens kerne.
Derfor fik vi anskaffet os en julekrybbe med ganske store figurer, og selve stalden var og er så stor, at den skal løftes ind på torvet med kran. Her står hele december igennem stald, figurer og krybbe og fortæller den stilfærdige historie om Jesu fødsel.
Og en særlig glæde er det at høre, at folk, når de står og ser den, begynder at fortælle historien til hinanden. Historien om De hellige tre konger, Maria og Josef, engle og barnet i krybben. For alle kan den jo, og alle har lyst til at fortælle den på deres måde.
Og netop det skal vi holde fast på: at vi skal fortælle den til hinanden, og vi vil gerne høre julens inderste kerne: at der er født os en frelser i Davids by. Han er Kristus, Herren.
Det er ham, der fortæller vores historie videre, når vi selv tror, den er slut. Og derfor er fortællingen en håbsfortælling. Det er julens kerne. En fortælling om håb, nåde og evigt liv.