Folkekirken skal leve i tiden

Læs debatindlægget i Jyllands-Posten 15. september 2025

Af biskop Thomas Reinholdt Rasmussen

Demografien er under forandring. Som det er beskrevet her i avisen i en række artikler, flytter folk fra landet til de større byer – det er også noget, der opleves i Region Nordjylland og i den folkekirkelige enhed, som kaldes Aalborg Stift, og som stort set er sammenfaldende med regionen.

I en årrække har vi undersøgt, hvordan kirkerne bruges, og tallene viser opbakning til gudstjenester, kirkelige handlinger og de mange kulturelle, oplysende arrangementer, der også fylder kirkerne.

Kirken efterspørges, men ændringer i demografien betyder uundgåeligt, at der i store områder vil blive færre til at stille op til menighedsråd, deltage i kirkelivet og betale udgifterne til kirkebygningerne, der står som vægtig kulturarv i landskabet.

Fraflytning og nedgang i kirkebrugen følges ikke automatisk ad. Vi har en folkekirkelig forpligtelse til at være til stede, hvor folk er. Så hvad gør vi?

I Aalborg Stift har vi taget konsekvensen af de demografiske og økonomiske ændringer og sat et udviklingsprojekt i gang, som skal undersøge strukturerne, inddrage og høre provstier, sogne og menighedsråd og komme med anbefalinger til, hvordan vi kan fortsætte med at være relevant folkekirke for hele befolkningen i nutid og fremtid.

Vi er hverken i gang med at afvikle kirker eller kulturarv. Vi er i gang med at afdække og fremskrive, hvad udviklingen betyder for folkekirken, så vi kan handle klogt og i tide. Der vil ikke blive tale om at holde op med at være folkekirke, men måske om at være det på nye måder.

Der er heller ikke alene tale om et tyndt befolkningsprojekt, men også om et tæt befolkningsprojekt, der skal fastholde og understøtte, at folkekirken er relevant og nærværende i by og på land – også om 10, 20 og 30 år.

Vi starter med andre ord en fælles samtale, også selvom den er svær, fordi kirkeliv og kirkebygninger er forbundet med følelser, og fordi vi har lange traditioner for, hvordan vi gør tingene.

Vores udviklingsprojekt er blevet godt modtaget i hele stiftet. Det er åbenlyst for de fleste, at når samfundet ændrer sig, skal folkekirken følge med. Vi skal leve i tiden. Flere steder er provstierne allerede i gang, men de demografiske forskydninger påvirker hele stiftet, og derfor har vi brug for en strategi for hele stiftet.

Vi taler om helhedsperspektivet: Hvad er et godt og bæredygtigt kirkeliv?

Kan vi samarbejde mere på tværs af provstier? Kan vi finde nye samarbejdspartnere og skabe synergi i vores arbejde på tværs? Kan vi udvikle vores økonomitunge kirkegårde på nye måder? Kan vi gøre mere for at invitere befolkningen ind og gøre kirken mere vedkommende for flere?

Mange vil kunne genkende, at måden, vi lever på, ændrer sig. Vi arbejder ikke længere i den lille by, vi bor i, men kører på arbejde i større byer. Vi handler ikke længere kun lokalt, men i de store supermarkeder på vej fra job. Til gengæld holder vi vejfester, mødes i den lokale idrætsklub og i den lokale kirke. Vi lever i netværk, men har et lokalt liv.

Folkekirken skal være der, hvor folk er. Også i områder med fraflytning har folk brug for kirken. I Aalborg Stift står folkekirken bag over 30.000 begivenheder om året og er regionens største kulturudbyder i bredeste forstand. Ofte er kirken den eneste kulturelle og folkelige institution i lokalområdet.

Selvom vi i projektet også undersøger, hvad vi kan lære af andre organisationer, så er det med en erkendelse af, at folkekirken ikke er som andre organisationer. Vi er en decentral organisation med folkevalgte menighedsråd, og forandringer skal ske nedefra, også når det gælder kirkebygninger.

Rundtom i landskabet står middelalderkirkerne, der er noget af Danmarks væsentligste kulturarv. Det er ikke noget, man river ned. Det tager man vare på. Samtidig er det brugshuse, der bærer vores fortællinger. Hvordan håndterer vi det, når nu økonomien på grund af fraflytning bliver mindre?

Hvis en kirke skal tages ud af drift, er det en omfattende proces, som forudsætter indstilling fra menighedsrådet. Middelalderkirkerne er fredede og skal vedligeholdes, selvom de ikke længere bruges til gudstjenester.

Et lovforslag åbner mulighed for at tage fem kirker ud af drift og lade By-, Land- og Kirkeministeriet overtage ansvaret. Vedligeholdelsen skal fortsat betales af folkekirken, men nu af fællesmidler.

Spørgsmålet er, om det er den rette vej at gå? Vi taler om vores fælles nationale kulturarv og dermed også en fælles forpligtelse. Måske skal vi i stedet overveje en økonomisk fond på tværs af landets stifter, som kan bidrage til vedligeholdelsen af alle vores middelalderkirker?

Der findes ingen enkle løsninger, men der findes kloge beslutninger, som vi i fællesskab skal finde frem til. Vi står med en kompleks, men også en spændende udfordring.

For folkekirken er grundlæggende en håbsinstitution, der skal tale livet op – også i svære stunder. Det skal vi blive ved med at være. En nærværende, erfaringsnær folkekirke, som tør finde nye måder at være til stede på, så den altid opleves levende og vedkommende for folk i den tid, de lever i.