En samtale i de seneste uger i medierne handler om den faldende dåbsprocent. Det kommer nok ikke bag på nogen, der har fulgt tallene og debatten gennem en årrække. Folkekirken er nu i en europæisk virkelighed, hvor dåben ikke er givet, men hele tiden må afhænge af et valg. Dåben skal vælges til, og det giver - ikke overraskende - faldende tal.

I Aalborg stift døbes stadig ca. ¾ af alle nyfødte. Og på landsplan er det hver anden i 2026. Folkekirken har fastholdt meget høje dåbsprocenter længe i forhold til vores omgivende lande og det er flot. Men nu begynder vi så småt at ligne kirkerne i Tyskland, Storbritannien og andre steder.

Det er dåbsprocenten, der falder. Det forunderlige er at dåbstallet egentlig ikke ændrer sig meget. Det ligger og svinger omkring knap 40.000 døbte om året plus/minus et par tusinde afhængigt af fødselstallet. Det betyder dog, at folkekirken ikke følger med det stigende befolkningstal. Folkekirken er egentlig god til at fastholde sine medlemmer, men folkekirken er blandt andet ikke god nok til at integrere de nye borgere, der kommer til vores land. Folkekirkens tal reagerer som en seismograf på demografiske forskydninger.

Så der er set sådan to grunde til den faldende dåbsprocent: en europæisk virkelighed, hvor det er valget, der står i centrum, og så den ændrede befolkningssammensætning.

Men samtidig oplever folkekirken stigende dåbstal af konfirmander og voksne. På ti år er dette antal fordoblet. Det siger noget om den virkelig, vi er i: dåben skal vælges.

Men hvorfor skal man døbes? Når det spørgsmål lyder, må folkekirken ikke svare uklart. Som ung præst havde jeg fået at vide, at det skulle vi spørge dåbsforældrene om, og det gjorde jeg kun én gang, for moderens prompte svar var: for at høre til! Og der sad den nyfigne præst med sit ubehjælpsomme spørgsmål. Nemlig døbes for at høre til den kristne tro, for at høre til den historie, der fortæller os større.

For vi har brug for at blive fortalt ind den historie, som vi ikke kan fortælle os selv. Det er det dåben gør. Og når små børn døbes, er de ofte iklædt store, smukke, lange kjoler, som er udtryk for at der er plads til at vokse og plads til at gro. Det er plads til klogskab og til at blive fortalt større i den beretning, som Gud fortæller om sig selv og os.

For man kan sagtens gå rundt og sige smukt, at kærligheden er størst af alt. Erfaringen siger os dog alt andet, når døden endnu engang gør os små. I erfaringen er kærligheden ikke størst af alt. Det er den i troen. For det er ikke nok at sige, at kærligheden er størst af alt. Det må også gøres. Og det er det, dåben gør og fortæller os: at kærligheden er størst af alt; også større end alt der gør os små og gør os til intet, som smerter og volder sorg.

Derfor skal vi døbes. Derfor skal vi vælge dåben til. Fordi vi skal høre til i den historie, hvor kærligheden er størst af alt, og hvor vi således ikke skal bære alt selv, for når det kommer til stykket, kan vi slet ikke det.

Den moderne virkelighed ændrer sig, og dåben bliver til et valg. Sådan er det. Men det kalder kun på at vi alle er endnu bedre til at åbne dåben op. For at høre til i den historie, hvor kærligheden er størst af alt.