Julen bringer håb

Indlæg bragt i Nordjyske Stiftstidende 24. december 2025

Af biskop Thomas Reinholdt Rasmussen

Vi er nået frem til julen igen.

December har for mange atter været fyldt med travlhed, julefrokoster, koncerter og forhåbentlig også lidt tid til at eftertænke og reflektere over højtiden og vores egen tid.

Hvert år lyder der kritiske røster om julens fejring, og selvom vores adventstid i dag har mange gøremål og forventninger før den helt store fest, så skal det ikke få mig til at istemme koret. Jeg holder meget af de julesmykkede gader og butikker, og fornemmelsen af, at der faktisk er noget mere under alle farver og lys.

For der er noget mere i julen, der ikke blot taler til os om livets hastighed og flygtighed, men også om en kerne, som stille og roligt hviler under det hele. Julen handler jo inderst inde om et barns fødsel i en fjern romersk provins for over 2000 år siden.

Også dengang var der en voldsom trængsel og alarm, for kejseren havde bestemt, at alle skulle skrives i mandtal, og derfor skulle befolkningen rejse til hver sin fødeby for at tælles. Et lidt vanvittigt projekt, når man tænker over det. Her var sandelig også juletrængsel, der dog fandt sin ro i en krybbe i en stald julenat.

Og her kunne historien måske slutte, men der er mere at sige, og det er faktisk hele julehistoriens pointe: at der altid er mere at sige.

Når tilværelsen suser af sted med hverdag og gøremål, som kun får ekstra fart i december, så kan det være svært for os alle at tro, at der altid er mere at sige. Så kan det ske for os alle, at travlheden betyder, at livet lukker sig lidt for meget om os. Vi har brug for håb

Men julenat og fødslen af barnet i stalden, er en god anledning til at tænke over, at det sidste ord aldrig er sagt. For vi kan så hurtigt fælde dom over andre og ikke mindst over os selv, og tilgivelsen kan få så trange kår.

Man kan til tider høre et menneske sige, at der er et eller andet, man ikke kan tilgive sig selv. At her er historien til ende. Her kan man ikke tro, at der er mere at sige. Alt for ofte kan man opleve, at der bliver truffet for hastig en dom. Samtalen slutter. Ordene får ikke plads.

Men kernen i julen er faktisk, at der er mere at sige. For da kejseren troede, at alle var talt og det hele var gjort op, der var barnet i krybben ikke talt. Der var mere at sige. Der kan fortælles mere.

Det er måske det, vi skal bære med os ud af julens højtid. At der altid er mere at sige om hinanden, om os selv og om det liv, vi forsøger at leve sammen. Vi skal nok passe på, at vi ikke smider barnet ud med gavepapiret, men prøver at fastholde denne tro på, at vores historie aldrig er fortalt til ende. Der er håb endnu.

Sådan bliver det jul igen. Jeg tror, vi mere end nogensinde har brug for at høre om håbet. Og samtidig at blive fastholdt på, at vi ikke må tale hinanden til ende. Der er brug for det frie ord for at have det frie håb.

Det forunderlige med julen er, at den kommer til os. Selv har jeg i år oplevet stor juletravlhed og gennem året både glædelige og sorgfulde begivenheder, og sådan er livet også.

Nu er julen her og opfordrer mig til at tænke over, at barnet i stalden, bare ved at være, insisterer på, at der altid er mere at sige. 

Glædelig jul!