Vi skal øve os mere i at vente og forvente

læs kronik bragt i Jyllands-Posten 30. november 2025

Af Thomas Reinholdt Rasmussen

Adventstiden er en af de kirkelige tider på året, bortset fra de tre store højtider jul, påske og pinse, der lever i den folkelige bevidsthed. 

Adventstiden indvarsler for alvor julen, selvom julens komme ofte til stor debat og årlig forargelse synes at begynde i butikkerne allerede i oktober.

Men det kan ikke holdes tilbage og vidner i al sit farvestrålende virvar om, at lyset ikke kan holdes tilbage, og at der findes et håb i verden, der vil leve. 

Det kan måske være svært at se midt i julens kommercialisering, men håbet kan godt tale til os gennem de mest rodede forhold. Der er ingen, der siger, at håb og lys i livet skal være æstetisk formfuldendt og præsenteres smukt. Det kan også vælte frem i et novembervådt supermarked. Der er noget, der ikke kan holdes tilbage.

Advent er en forberedelse til julen, og som tiden fra fastelavn til påske, kaldet fasten, har sin forberedelse, således også julen. Centralt i den folkelige adventstid er adventskransen og dens fire lys. Sågar i kransens udsmykning mødes det folkelige og det kirkelige.

Der går historier om, at præster er kommet op at toppes om farven på kransens bånd i kirkerummet: Skal de være røde eller lilla? Det røde bånd symboliserer den folkelige jul, og det lilla bånd den kirkelige adventstid. Hvad skal man vælge?

Man skal vælge sine slag med omhu, for folkekirkens styrke er, at der stadig er sammenhæng mellem folk og kirke. Vi bruger i høj grad kirken, og kirken taler folkets sprog. Kirke og folk vil stadig hinanden i Danmark. Det kirkelige er ikke blevet et særligt reservat, og det folkelige går ikke rundt på egen hånd, som Grundtvig med rædsel skriver et sted: 

"Rive sig løs rigets stænder/fra den fælles folkeånd/da går hoved, fødder, hænder/latterligt på egen hånd, /da er riget sønderrevet/fortidsalderen udlevet/folket mødigt sover hen/vågner vanskeligt igen."

Det er væsentligt både for folk og kirke, at båndet er der, så der kan være en vekselvirkning og en fælles berigelse. Det er adventstiden også udtryk for. Og det er en sammenhæng, vi ofte længes efter. Det er nødvendigt, at vi sammen taler et fælles sprog og deler de samme erfaringer.

I efteråret har der været en debat om dåben i Danmark. Færre spædbørn døbes, samtidig med at flere unge og voksne søger mod dåben. I sig selv er det glædeligt, at også ældre bliver døbt, men det kan ændre vores syn på dåben, når færre spædbørn døbes.

For centralt i kristendommen er dåben af spædbørn. Den er udtryk for, at troen og det nye liv er noget, man får forærende, og ikke noget, man kvalificerer sig til. Derved taler dåben også mod tidens krav om, at livet og dets indhold er et kvalifikationsspørgsmål, vi fortjener os til. Man skal ikke skabe sig, men se sig som skabt. Gennem dåben skænkes det ufortjent.

Men når vi døber færre spædbørn og flere unge og voksne, så fortones den fortælling. Og fortællingen om spædbarnedåben er civilisationsskabende. Der er en fortælling om, at der er ting, der går forud for os, og at selv det liv, der kan synes usselt og måske endog mislykket, også er et fuldt liv, for det kommer ikke an på vores evner og kvalifikationer. Det har værdi i sig selv.

Da de første kristne midt i det hierarkiske og meriterende romerske rige begyndte at døbe spædbørn, der havde lille værdi i samfundet dengang, så talte de så at sige Roma midt imod. De talte imod en livsforståelse, hvor kun de viljestærke, stærke og ordentlige kunne få en plads.

Men her blev det sagt, at spædbarnet har en værdi på lige fod med andre. Og med spædbarnet således også alle andre. Dåben af spædbørn gør os lige som mennesker. Der ligger i spædbarnedåben en fortælling om, at vi går til livet med ens udgangspunkt. At livet så kan falde forskelligt ud, er en anden sag. Men det ændrer ikke på det fælles udgangspunkt.

Så livet og dets indhold er noget, vi får. Det er noget, der kommer til os. Og det er præcis, hvad advent handler om. Advent handler om, at noget kommer til os, og vi ikke halsende indhenter meningen med det hele. Det er os givet, før vi vidste det.

Advent handler om, at det ikke er os, der fylder og skaber livet, men at dets fylde kommer til os.

Det er også således, at de største ting i livet sker for os og kommer til os. Vi kan for eksempel nok vælge at få børn, men ikke hvilke børn. Og på samme måde med andre store forhold i livet. Det kommer til os. Vi er ikke vores livs inderste skaber.

Samtidig kan adventstiden i vintermørket være fyldt med travlhed og uopfyldte mål. Der er mad, der skal købes, og gaver, der skal hentes og bringes. Men alligevel kommer julen til os. Det er advent; at det sker ofte på trods.

Måske skulle vi til at øve os lidt mere i at vente og forvente. Det kan være svært i en tid, hvor alt er et klik væk på nettet, og ventetid og tålmodighed ikke er i høj kurs. Men måske er det en grundlæggende forståelse af, hvad vi kalder åndelig oprustning.

For vi har i år også talt meget om åndelig oprustning. Begrebet har fyldt meget i debatten sammen med den mere fysiske oprustning. Og hvis en del af den åndelige oprustning handler om en besindelse på kultur og tradition og de værdier, der knytter sig til den, så er det kun godt. Et menneske har godt af at leve i den sammenhæng.

Jeg tror ikke, at åndelig oprustning handler om at sætte sig på en høj hest og påberåbe sig de måske rette værdier. Det kan adventstiden måske minde os om. At egentlig åndelig oprustning er evnen til at bære ventetiden. At være tålmodig. At håbe og forvente midt i savnet. Advent er at være i den tilgivnes sted.

Håbet er ikke et, vi selv skaber os. Det kan ingen mennesker gøre. Lige så lidt man kan tvinge troen eller kærligheden frem, men det må gives til én, således kan man heller ikke tvinge håbet frem. Det må ske for os.

Og advent er at lade mørket fylde i forventning om lyset. Adventstiden kan tale til os om at kunne blive i mørket og ikke blot flygte fra det. Men forsøge at blive der og lade lyset komme til en. For det er en gammel sandhed, at lyset kommer til os. Vi kan ikke lyse ved os selv. Vi kan oplyse hinanden og oplyses af verden og alt dens fylde.

Tro, håb og kærlighed er noget, der gives os. De største ting i livet gives os. Dem er vi ikke selv herre over. Troen skænkes os ved mødet med en anden. Kærligheden overvælder os i mødet, og håbet lever i os ved, at noget andet taler til os. De største ting i livet skænkes os. Det kan adventstiden lære os, når vi lever i den.

Som barn holdt jeg af advent og den forventning, der var i den. At sidde i mørket i stuen med et lys til adventskransen. Et lys, der blev til mere og mere som december-ugerne gik. 

Det er jo den erfaring, vi skal give til vores børn. At tro, at lyset skinner i mørket, og mørket får ikke bugt med det. At det ene lys bliver til fire og endelig til verdens lys. Tør vi fortælle den historie til børnene? Tør vi lade være? Hvad er alternativet?

Det er første søndag i advent. Rundtomkring tændes det første lys. Her kan vi lære at vente og forvente. Her kan vi lære at sidde i mørket. Her kan vi øve os i at se det store lys i det lille lys. Kan vi da andet end håbe?

Glædelig adventstid.