”Det er en teologisk opgave at tænke Gud som kærlighed”.
Således skriver den tyske teolog Eberhard Jüngel i sit store værk ”Gott als Geheimnis der Welt” fra 1977. Man kunne også sige, at det er en kirkelig opgave at forkynde Gud som kærlighed.
For det er ikke indlysende, at Gud er kærlighed. Det er ikke indlysende, at verden er skabt og båret af kærlighed. Hvis vi skal være tro mod vores erfaringer, og det er grundlæggende en god ide, så kan vi ikke gennem erfaringerne indse, at verdens inderste grund er kærlighed, og at apostlen har ret, når han siger, at størst af alt er kærligheden.
For vel kan vi møde kærlighed i vores liv – forhåbentlig – men ganske uanset, hvor meget vi elsker og holder af, så er døden større end det. Det kan ikke holde døden fra døren. Hvis vi stoler på erfaringen alene, så er døden størst af alt.
Så vi må tale større end det. Vi må tale de store ord og turde at sige og forkynde, at Gud er kærlighed. At kærligheden er størst af alt. Det er, hvad troen handler om. Det er, hvad alle de bibelske fortællinger taler om. Det er, hvad forkyndelsen skal rumme.
Det, der ikke er indlysende, skal kirken forkynde: at Gud er kærlighed. Det skal åbenbares og derved forklares. Og det sker i de nu 332 kirker rundt omkring i Aalborg stift. Her tales om de største ting på en forhåbentlig erfaringsnær måde, så vi kan forstå og gribe det håb, der ligger i det.
For folkekirken er en håbsinstitution. Folkekirken skal tale håbet op, måske når vi endog ikke selv kan se det. Det er det, folkekirken er her for.
Aalborg stifts 332 kirker, 220 præster, 193 menighedsråd samt et godt personale skal hele tiden have dette for øje: at når erfaringen vil fortælle os, at døden er størst, så skal ordet lyde, at kærlighed er størst af alt. Det må vi tro. Det er det, troen handler om.
Vi skal rundt om i stiftet med vores forskellige opgaver trække på samme hammel. Vi skal vide, at vi er på samme vej ganske uanset, at vores opgaver er forskellige. På den måde kan vi sikkert også helt elementært og praktisk bidrage til et godt arbejdsmiljø, der også gerne skulle smitte af på, hvad vi siger, og hvad vi gør.
Menighedsrådenes arbejde
Der sker noget i folkekirken for tiden. Der er udsendes og barsles med det ene lovforslag efter det andet, og også folkekirkens ritualer – hvorledes vi udtrykker os - er under lup. Op til sommerferien blev blandt andet lovforslaget om en ny menighedsrådslov sendt i høring.
Der kan være forhold i lovforslaget, som er gode og andre mindre gode. Det er også derfor, man har en høring, hvor man kan give sit besyv med og forhåbentlig præge forslaget i en retning, man finder bedre.
Aalborg Stift har indsendt høringssvar fra henholdsvis bispeembedet og fra stiftsrådet, udover selvfølgelig de svar, der er kommet fra menighedsråd, provstiudvalg og enkeltpersoner.
Det er en glæde for mig, at biskop og stiftsråd kunne indsende fælles høringssvar. Svaret gav her blandt andet udtryk for en dyb betænkelighed ved at reducere antallet af menighedsrådsmedlemmer i rådene.
Stiftsrådet fandt, at det vil øge arbejdsbyrden for de tilbageværende medlemmer i det enkelte menighedsråd, fordi der bliver færre til at løse de samme opgaver.
Aalborg Stift havde ved menighedsrådsvalget i 2024 19 menighedsråd (ud af 193), som fik dispensation til ikke at besætte i alt 31 ledige pladser. Derudover havde 7 menighedsråd udfyldningsvalg med i alt 14 ledige pladser. Altså 45 ledige pladser ud af i alt 1.263 pladser.
En reduktion af antallet af medlemmer vil altså ikke forbedre eller løse noget i forhold til at udfylde menighedsrådene i Aalborg Stift, men som sagt pålægge dem en større arbejdsbyrde.
Desuden havde stiftsråd og biskop betænkeligheder ved at flytte tjenesteboliger, landbrugsejendomme, jorder med videre, som udgangspunkt til provstiudvalget.
Det er stiftsrådets og biskoppens opfattelse, at det er afgørende for et godt samarbejde om tjenesteboligerne, at det sker via et frivilligt samarbejde sådan, som det er muligt i dag i medfør af menighedsrådslovens regler. På den måde bevarer menighedsrådene medansvar og medinddragelse, og der bliver tale om et fællesskab frem for en centralisering.
Stiftsrådet er betænkelig ved den foreslåede form for centralisering, som vurderes at ville kræve ansættelser af yderligere administrativt personale i provstierne, hvilket vil medføre færre penge til kirkelivet i sognene.
Det er væsentligt at fastholde, at spørgsmålene er man nok enige om: demografiske forskydninger, økonomiske udfordringer, problemer med frivillighed og folkelighed. Spørgsmålene er vi enige om. Men svarene er der uenighed om.
Personligt mener jeg, at lovforslagene lægger op til en centralisering, der ikke er i tråd med folkekirkens identitet.
Hvorfor styrker vi ikke konsulentordningerne, så menighedsrådene kan få mere at skulle have sagt? Hvorfor rykker vi beslutningskraft op i systemet? Hvorfor er svaret i disse tider mindre folkelighed og mere centralstyring? Har vi opgivet at være folkekirke? Hvorfor er svaret på udfordringer automatisk centralisering? Kunne vi ikke tænke det anderledes?
Det er som om, at kirken bevæger sig fra folkekirke til organisationskirke med disse lovforslag. Det skal vi være bevidste om. For det kan godt være, at det er det, vi skal gøre, men så skal vi gøre det med åbne øjne.
Jeg vil dog gerne forsøge at fastholde en I.C. Christensen tænkt folkekirke, indtil vi ikke mere kan, hvis det bliver vejen ud.
Struktur og arbejdsmiljø
Derfor har Aalborg stift også med støtte fra stiftsrådet igangsat et strukturprojekt og har ansat Mette Olesen, der er ingeniør og ph.d. med speciale i byplanlægning.
Mette kommer blandt andet fra en stilling i Nordjyllands Trafikselskab, hvilket man kan sige minder lidt om folkekirken: hvordan får man offentlig transport ud i tyndt befolkede områder, og hvordan får man det ind i tæt befolkede områder?
Første del af projektet har været en ganske omfattende kortlægning af de faktorer, der påvirker demografi og udvikling. Det tegner et klart billede af affolkning sine steder i stiftet og tilflytning andre steder i stiftet. Alle provstier har steder med tilflytning og steder med fraflytning. Ingen af provstierne har entydigt tilflytning, og de er således i samme båd.
Der arbejdes altid med struktur i provstierne. Der er ethvert provsti forpligtet på. Men projektet her løfter det op på stiftsplan, og fremskriver, hvilke forskydninger vi kan forvente. Vi løfter blikket samtidig med, at vi fastholder, at vi er ét stift.
Opgaven er at give gode svar på spørgsmålene, så vi også kan være nærværende og relevant folkekirke om ti, tyve og tredive år.
I de her år skal vi tage beslutninger, som får afgørende betydning i fremtiden. Det er nu stenene skal lægges. Der er ikke tale om struktur for strukturens skyld, men om hvordan vi i alle egne af stiftet forkynder det livgivende evangelium med nåde og frihed. Måske ikke på samme måde overalt, men dog til alle ører.
Det er menighedsråd, præster og provster, der er omdrejningspunktet. Efter kortlægningen, så skal vi i gang med samtalen. Her i efteråret inviteres til en række stormøder rundt om i stiftet, hvor vi forhåbentlig kan gøre hinanden klogere. Senere skal vi måske åbne for forsøgsprojekter eller prøvehandlinger som del af arbejdet med en strategi for, hvordan vi kan vedblive at være folkekirke under andre betingelser, herunder også økonomiske, og måske på andre måder.
Det handler at skabe bæredygtige strukturer, som giver gode vilkår for præster, menighedsråd og menigheder. Bæredygtige strukturer, der også er tiltrækkende for ansøgerne til vores gode præsteembeder i stiftet.
Og sagt i forbifarten: der er flere ansøgere til præsteembederne nu, end der var for få år tilbage. Det er stadig ikke mange, men det er flere. I begyndelsen af året havde vi ti ordinander, hvilket var en fest i stiftet. Aalborg Stift har eksisteret siden år 1060, og jeg skal ikke kunne sige, at vi ikke har haft ti ordinander før, men der er ikke nogen, der kan huske det. Samtidig med det, har vi også ansat en del erfarne præster, hvis jeg må udtrykke mig sådan.
Tak for, at I vælger Aalborg stift, og velkommen skal I alle være.
Det handler således også om at have bæredygtige embeder, der er attraktive for ansøgerne. Dermed ikke sagt, at embeder rundt omkring, der ikke har fået præst, ikke er attraktive, men ansøgerne skal også kunne se det.
Samtidig med igangsættelse af strukturprojektet, har vi sammen med stiftsrådet igangsat et arbejdsmiljøprojekt og ansat Martin Jørgensen, der er sociolog og kommer fra en stilling på UCN. Han skal på baggrund af anbefalingerne i Kirkeministeriets trivselsrapport fra 2023 undersøge arbejdsforholdene i sognene og give anbefalinger, der kan være med til at fremme godt samarbejde og trivsel.
Stiftet vil på ingen måder udfordre den tostrengede ledelsesstruktur, som anses for et gode. Den er med til at sikre forkyndelsesfriheden sammen med menighedsrådenes frihed til at være kirke, sådan som de vil være det på deres sted. Men de skal arbejde sammen om at skabe og understøtte et godt fælles arbejdsmiljø. Aalborg Stift skal være et godt sted at arbejde for alle ansatte.
Dåbskommission
I foråret 2023 nedsatte regeringen med kirkeministeren en dåbskommission, der skulle undersøge dåbspraksis, dåbsteologi og dåbsritual. Kommissionen blev forankret i Aalborg stift.
Kommissionen har arbejdet i to år og har nu udsendt sin midtvejsrapport. Det er en måde at arbejde på, der tjener til efterligning for andre folkekirkelige udvalg. For i stedet for at arbejdet er lukket og derpå sende et endelig forslag til høring, så inddrager kommission nu alle interesserede til samtale i den folkelige høring, der kører indtil 31. december 2025, hvor enhver kan give sit besyv med. Derefter går kommissionen tilbage med alle erfaringer og input og arbejder videre med de pejlemærker, der nu er kommet ind.
Og der er allerede kommet en del svar ind og tak for det. Og stadig kommer der flere til. Der er interesse for spørgsmålet om nyt dåbsritual. I efteråret udsendes også spørgeskema til præsterne. Og i hvert stift er udvalgt tre pastorater, der afprøver de tre modeller for ritual. Det er spændende, for i disse pastorater gennemføres også kvalitative interviews med centrale personer, så udover indblik i ritualanvendelse, får vi også et indblik i dåbspraksis i dagens Danmark.
Det er ikke kun modellerne for ritualer, der er i høring. Det er selve dåbsrapporten også.
Her er det væsentlig at fremhæve tre ting, som kommissionen slår fast:
- Dåben er et sakramente og en frelseshandling. Det er altså i mødet med Kristus, som nu er at finde i dåben, at menneskes liv forandres. Det sakramentale aspekt er afgørende for kommissionen. Når man betænker den debat, der har været om dåben de seneste år, så er kommissionens udmelding klar: dåben er et sakramente; altså et livsforandrende møde med Kristus.
- Kommissionen ønsker et samlet ritual for hele folkekirken. Folkekirken kan ikke have flere forskellige dåbsritualer, for da er vi reelt flere kirker.
- Derfor skal mulige variationer erfares som udtryk for det samme ritual. Der kan være flere kollekter og læsninger, der betoner eller udfolder dåben forskelligt, men der kan ikke være flere teologier. Det er kommissionens standpunkt, som kommer til udtryk i dåbsrapporten.
Dobbelt medlemskab
Gennem flere år har vi debatteret dobbeltmedlemsskab af folkekirken. For nuværende kan man ikke være medlem af andre kirker samtidig med, at man er medlem af folkekirken. En metodist kan ikke være med medlem af folkekirken uden at opgive sit medlemskab af metodistkirken.
Det kan være en smertefuld proces, og i erkendelse af, at landet bliver mere mangfoldigt og indeholder flere også kristne trosretninger og kirker, har biskopperne anbefalet dobbeltmedlemsskab for også at kunne inddrage flere af de nye borgere, der kommer til landet.
Det er nødvendigt. Alene et blik på medlemsprocenten siger det: folkekirken har omkring 70% medlemmer. Hvis vi tager indvandring fra, så ville tallet være 83%. I Aalborg stift hedder forholdet 81 % mod 89 %.
Biskopperne nedsatte i januar 2025 et hurtigt arbejdende udvalg, der udarbejdede en rapport, hvor man belyste de teologiske aspekter af et dobbelt medlemskab.
Personligt var mit eget udgangspunkt et dobbeltmedlemsskab til medlemmer af kirker, der havde tilsluttet sig Porvoo og Leuenberg fællesskaberne, men derved ville jeg reelt udelukke en anglikaner fra Australien eller USA. Derfor tilsluttede jeg mig den udvidede model, da ”det lille skridt” til dobbelt medlemskab hurtigt blev absurd, og ville anbringe os i utålelige situationer.
Så konklusionen blev, at det er teologisk muligt, at folkekirken som evangelisk-luthersk kirke kan indføre dobbelt medlemskab, når folkekirken i forvejen anerkender dåben i den treenige Guds navn i det pågældende kristne kirkesamfund. Samtidig er dobbelt medlemskab helt i tråd med de åbne nadverborde, der praktiseres i folkekirken, hvor vi ikke spørger om medlemskab, men principielt kun om dåb. Vi har altså en praksis i forvejen.
Men jeg tiltræder ikke denne konklusion uden forbehold. Et sådant medlemskab vil kræve en gennemtænkning af det episkopale tilsyn, der er nødt til at have vis robusthed og handlekraft. Spørgsmålet er, om det en omkostning, vi vil betale? Det skal vi gennemtænke.
Dernæst er det et krav, at mennesker, der tilslutter sig folkekirken, også tilslutter sig den evangelisk-lutherske dåbspraksis, hvor også spædbørn døbes med fuld ret. Dette er et kardinalpunkt for mig, for det rører ved kernen af folkekirken.
Endelig skal der udarbejdes en klar vejledning til sognepræsterne, der skal modtage disse dobbelte medlemskaber. Mennesker skal vejledes i, at det kan have konsekvenser for deres oprindelige medlemskab, da det ikke er alle kirker, der vil acceptere det.
Og som et slutteligt refleksionspunkt: det piner mig, at vi derved får to typer medlemskab: et for præster, der naturligvis ikke kan have to medlemskaber, for det vil sætte tvivl om tilsynet, og et for alle andre medlemmer af folkekirken.
Vi får altså forskellige medlemskaber: et for præsterne og et for alle andre. Det er for mig en uskik i en evangelisk-luthersk kirke. Det kan næppe løses, men er måske noget, vi er nødt til at leve bevidst med.
Men med disse forbehold tilslutter jeg mig den udvidede model for dobbelt medlemskab. Jeg har noteret mig at Landsforeningen af Menighedsråd har afvist den. Det er deres ret, blot undrer det mig lidt, at læreembedet defineres sådan. Det kalder også på en klarhed i anden forbindelse.
Liv i stiftet
Det er en grundlæggende glæde at rejse rundt i stiftet. Det er godt at komme ud i sognene ved præsteansættelser, kirkeåbninger efter renovering, foredragsaftener og andre gode anledninger og opleve den glæde, der er ved den lokale kirke, hvor man er kirke på den måde, som passer ind lige der.
Der har også være store festdage, hvor særligt stiftsmenighedsrådsmødet i foråret står klart i min erindring. Stiftsmenighedsrådsmødet er en god tradition og afholdes i stiftet hvert fjerde år efter menighedsrådsvalget i efteråret.
Igen i år var der god opbakning fra menighedsrådene i stiftet og tak for det. Arrangementet var i år henlagt til de gode lokaler i Musikkens Hus i Aalborg og med veloplagte foredragsholdere var det en god dag med også underfulde indslag. Der var noget at tage med hjem og noget at tænke over.
Huset her – Folkekirkens Hus – har også udskiftet ledelse i det forgangne år. Henrik Thorgaard gik på pension efter en flot indsats og en enig bestyrelse pegede på sognepræst Hanne Dahl som ny leder af huset.
Sammen med de mange gode arrangementer, der allerede er i huset, er der også nye tiltag enten i sving eller på tegnebrættet. Der bliver spændende at følge med i og være en del af de kommende år.
Folkekirkens Hus er et forsamlingshus, hvor der skal tales og tænkes om de væsentligste ting, Det skal være rum for den folkelige samtale i bredeste forstand, og det skal være for alle. Det tegner godt, og vi glæder os også fra stiftets side til det videre samarbejde med Hanne Dahl.
Her skal også lyde en tak til ansatte og frivillige i huset – også for dagen i dag, som afvikles godt og trygt.
Menighedsrådene er på plads i stiftet efter efterårets valg. Og nu gælder det de nye provstiudvalg og stiftsråd, der tiltræder 1. november i år. Jeg glæder mig også her til samarbejdet om vores fælles folkekirke.
Tak
Og mens vi er ved det: der skal lyde en tak til stiftets præster, personale og menighedsråd for at være med til at fastholde folkekirken som levende. Vel kan der være trælse stunder, men billedet er, at folkekirken betyder noget og er til stede i det lokale liv. Tak skal I have.
Også en tak til stiftsrådet med formand Karsten Konradsen. Tak for arbejdet i løbet af året, men også for de fire år, som nu er ved at rinde ud, og hvor et nyt stiftsråd snart tiltræder. Stiftsrådet har i de forgange fire år sat mange gode skibe i søen, der får betydning for stiftets som helhed. Tak.
Tak til stiftamtmand Trine Hede for nærvær og indlevelse. Jeg sætter pris på vores samtaler og samarbejde. Det er væsentligt for at fastholde folkekirken i samfundet.
Tak til hele stiftsadministrationen og til stiftskontorchef Helle Hindsholm. Det er en glæde at arbejde med så dygtige mennesker.
Og ikke mindst tak til provsterne, der med ukuelighed og sikkerhed får det folkekirkelige maskineri til at fungere og mere end det: har blik for liv og retning i stiftet. Særligt tak til domprovst Jacob Køhn Andersen for sparring og samtale.
Opgaven
Det er en teologisk opgave at tænke, at Gud er kærlighed, sagde Eberhard Jüngel. Men vi er kirke og ikke skole, så vi skal ikke kun tænke det: vi skal forkynde det i ord og gerning. Det er folkekirkens grundopgave.
Det er den opgave, vi er fælles om. Til tider at tale mod erfaring, når man simpelthen ikke kan se, at Gud skulle være kærlighed. Når man ikke kan se, at det er verdens inderste hemmelig.
Det kan være slidsomt at tale mod erfaring, selvom man selvfølgelig griber fat i de erfaringsglimt, vi alle heldigvis har. Men graven var som bekendt tom på trods af os og på trods af vores tro. Det betyder, at Guds ord sætter sig igennem midt i vores slid. Som Martin Luther siger et sted, uden at det skal være en opfordring: Guds ord har virket, mens vi har drukket den gode tyske øl!
Grundtvig siger det mere poetisk:
Så fremad da i Jesu navn,
trods stene og trods stokke!
Og stands ej, om end luefavn
dig byder stolte blokke!
På gløder går vi allen stund,
hvad skin end har den falske grund;
hvi ej engang i lue,
hvor alt er klart til skue!
Tak for ordet.